Tante Tula

TANTE TULA

Det var til Rosa og ikke til hendes søster, Gertrudis, som altid gik sammen med hende, til hvem disse ængstelige og opfordrende blikke, som Ramiro sendte, var rettet. Eller i det mindste var det, hvad Ramiro og Rosa troede, da de blev tiltrukket af hinanden.

De to søstre var altid sammen, selv om de ikke af den grund altid var forenede, et tilsyneladende uadskilleligt par, som en enkelt værdi. Det var den strålende skønhed, noget provokerende, hos Rosa, en kødelig blomst som forvandlede sig til en himmelsk blomst ved lys og vind, som først tiltrak sig blikkene mod parret; men snart var det Gertrudis' ihærdige øjne, som fastholdt blikket, som havde ramt dem. Der var dem, som når de så søstrene passere, forberedte en vittighed med løftet stemme; men som måtte beherske sig, når de mødte afvisningen fra Gertrudis' øjne, som stumt talte om alvor. "Med dette par leger man ikke", syntes hun at sige med sit tavse blik.

Og godt betragtet og tættere på jo mere vækkede Gertrudis trangen til nydelse. Mens søsteren, Rosa, strålende åbnede sig mod vind og lys med sin blomstrende kødelighed, var Gertrudis som en lukket og forseglet kuffert, hvori man aner en skat af ømhed og hemmelige kærtegn.

Men Ramiro, som bar sin blomstrende sjæl i øjnene, troede ikke, han så andet end Rosa, og til Rosa henvendte han sig naturligvis.

-Ved du, at han har skrevet til mig – sagde hun til sin søster.

-Ja, jeg så brevet.

-Hvad? Så du det? Spionerer du på mig?

-Kunne jeg have undgået at se det? Nej, jeg spionerer ikke, det ved du - du siger det kun for at gøre dig bemærket.

-Du har ret, Tula, undskyld mig.

-Ja, en gang til, fordi du er sådan. Jeg spionerer ikke, men jeg

skjuler heller ikke noget. Jeg så brevet.

-Jeg ved det. Jeg ved det.

-Jeg så brevet, og jeg ventede det.

-Godt, og hvad synes du om Ramiro?

-Jeg kender ham ikke.

-Men det er ikke nødvendigt at kende en mand for at sige, hvad man synes om ham.

-Jo, for mig er det.

-Men det man ser, når man betragter ham.

-Det kan jeg heller ikke dømme om uden at kende ham.

-Har du da ikke øjne i hovedet?

-Måske har jeg dem ikke sådan..., du ved vel, at jeg er nærsynet.

-Udenomssnak! Ser du, søster, han er en smuk ung mand.

-Det ser sådan ud.

-Og sympatisk.

-Ja, når du siger det.

-Men tror du, at jeg allerede har sagt ja?

-Jeg ved, at du vil sige det til sidst.

-Det er ikke vigtigt, man skal lade dem vente og lade dem blive en smule forbitrede.

-Hvorfor?

-Man må gøre sig gældende.

-Sådan gør du dig ikke gældende, Rosa, og dette koketteri er meget grimt.

-Er det sådan at du...

-Han har ikke henvendt sig til mig.

-Og hvis han havde henvendt sig til dig?

-Det nytter ikke at stille spørgsmål uden substans.

-Men du, hvis han havde henvendt sig til dig, hvad ville du have svaret?

-Jeg har ikke sagt, at han er en smuk ung mand og sympatisk, så derfor ville jeg begynde at studere ham.

-Og i mellemtiden ville der komme en anden...

-Det er mest sandsynligt.

-Godt, søster, du kan forberede dig.

-Ja, på at blive tante.

-Hvad? Hvordan tante?

-Tante for dine børn, Rosa.

-Altså, hvilke ting, du siger..., og hendes stemme knækkede over.

-Kom nu, Rosa, opfør dig ikke sådan og undskyld mig – sagde hun og gav hende et kys.

-Men hvis du gør det igen...

-Nej, jeg gør det ikke igen...

-Og hvad siger jeg til ham?

-Sig ja!

-Men han vil tænke, at jeg er for let...

-Så sig nej!

-Men han er...

-Ja, du synes, han er en smuk ung mand og sympatisk. Sig derfor ja og prøv ikke flere koketterier, da det er grimt. Sig ja. Det er ikke sikkert, du igen vil blive tilbudt så godt et parti. Ramiro er et meget godt parti, han er enebarn.

-Jeg har ikke talt om det...

-Men det gør jeg, Rosa, og det er det samme.

-Ville han ikke sige, at jeg har lyst til kæreste?

-Det ville han have ret i.

-Nu igen Tula?

-Og hundrede gange. Du har lyst til kæreste, og det er naturligt, at du har det. Hvorfor har Gud ellers skabt dig så smuk?

-Du driller!

-Du ved, at jeg ikke driller. Det kan forekomme os godt eller skidt, vores karriere er ægteskabet eller klostret, du har ikke kaldelse til at blive nonne; Gud skabte dig til verden og hjemmet, til mor i familien. Hold op med at påklæde helgener. Sig altså ja.

-Og du?

-Hvordan jeg?

-At du senere...

-Lad mig være i fred.

Dagen efter disse ord var Rosa og Ramiro i det, man kalder amorøs relation.

Hvilket begyndte at forstærke Gertrudis' ensomhed.

De to søstre, som var forældreløse, siden de var små, boede sammen med en onkel på moderens side, en præst, som ikke forsørgede dem, fordi de disponerede over en mindre arv, som tillod dem at opretholde en beskeden livsførelse. Men han gav dem gode råd ved bordet, når de spiste og overlod dem ellers til deres egen gode natur. De gode råd var råd fra bøger, de samme som hjalp don Primitivo med at skabe hans små prædikener.

”Ydermere – sagde don Primitivo til sig selv med megen overbevisning – hvorfor skulle jeg blande mig i deres forhold og intime følelser? Det bedste er ikke at tale for meget om det, da det ville åbne deres øjne for meget? Åbne deres øjne? Bah! De er allerede godt åbne, især kvindernes. Vi mænd ved intet om disse ting. Og præsterne mindst. Alt hvad bøgerne fortæller os er vrøvl. Og..., hun skræmmer mig, denne Tulilla! Foran hende tør jeg ikke..., tør jeg ikke..., hun har nogle spørgsmål, pigebarnet! Og når hun ser på mig så alvorligt, så alvorligt..., med disse store triste øjne – de samme som min søsters, de samme som min mors, Gud bevare dem. Disse store, sorgfyldte øjne, som hun planter i hjertet på mig? Meget alvorlige, men smilende med en logren af halen. Hun synes at sige: ”Sig nu ikke flere dumheder, onkel”. Hun er dæmonisk, pigebarnet. Endnu husker jeg den dag, hvor hun sammen med søsteren besluttede at komme og høre min prædiken. Hvilken stund jeg oplevede! Jesus Kristus! Jeg kæmpede for at holde øjnene fra hendes for ikke at gå i stå, men intet hjalp, hun trak mine til sig! Det samme, det selv samme, skete med hendes hellige moder, min søster, og med min hellige moder, Gud bevare dem. Jeg kunne aldrig prædike foran dem, og derfor havde jeg sagt, at de ikke skulle komme og høre mig. Moder kom, men hun kom uset uden at sige det til mig, og hun satte sig bag en søjle, hvor jeg ikke kunne se hende, og hun sagde aldrig noget om min prædiken. Min søster gjorde det samme. Men jeg ved, hvad hun tænkte, selv om det var meget kristent, jeg ved det: ”Mænds vrøvl”. Og det samme tænker dette lille pigebarn, det er jeg sikker på. Nej, nej, prædike foran hende? Mig? Give hende råd? En gang undslap det hende det med Mænds vrøvl, ikke henvendt til mig, nej, men jeg forstår det...”

-Den stakkels herre følte en dyb respekt, blandet med beundring, for sin niece Gertrudis. Han havde en følelse af, at klogskaben fulgte den feminine linie, at hans mor havde været den suveræne intelligens i huset, hvor han voksede op, og at hans søster havde været det i sit hus, så kort det varede. Og hvad angik hans anden niece, Rosa, havde hun nok i beskyttelse og vejledning fra sin søster. Men så smuk Gud har skabt hende, Gud være lovet – sagde han – dette pigebarn opnår et strålende ægteskab med hvem, hun ønsker, eller også har de unge mænd i dag ikke øjne i hovedet.

Og en dag var det Gertrudis, som – da Rosa havde rejst sig fra bordet, idet hun påstod at føle sig noget indisponeret – da hun blev alene med onklen, sagde til ham:

-Jeg må tale med Dem om en meget alvorlig sag.

-Meget alvorlig..., meget alvorlig..., og den gode herre blev forvirret, han mente at kunne se de logrende haler i niecens øjne smilende ildevarslende.

-Ja, meget alvorlig.

-Godt, lad mig høre, mit barn, her er vi to til at give råd.

-Sagen er, at Rosa nu har kæreste...

-Er det ikke mere end det?

-Formel kæreste, onkel.

-Ja, ja, jeg skal vie dem.

-Naturligvis!

-Og du, hvad synes du om ham?

-De har endnu ikke spurgt, hvem det er...

-Og hvad betyder det, da jeg næsten ikke kender nogen? Men du, hvad synes du om ham, svar mig nu.

-Jeg kender ham heller ikke.

-Men ved du ikke, hvem han er?

-Jo, jeg ved, hvad han hedder og fra hvilken familie, han kommer.

-Det er nok, hvad synes du?

-At det er et godt parti for Rosa, og at de vil komme til at elske hinanden.

-Men elsker de ikke hinanden allerede?

-Men tror De, onkel, at man kan begynde med at elske hinanden?

-Det siger man, mit barn, og at det kommer som et lyn...

-Det er snak, onkel.

-Ja, når du siger det.

-Ramiro..., Ramiro Cuadrado...

-Men det er jo dona Venancias søn, enken. Slut, der er ikke mere at tale om!

-Ramiro, onkel, har fået Rosa i øjnene og mener, han er forelsket i hende.

-Det er han, Tulilla, det er han...

-Jeg siger, onkel, at han vil blive det, Han er en ordholden mand, han vil fatte kærlighed til den, han har forpligtet sig overfor. Jeg tror ikke, han er en mand, der kan fortryde.

-Og hun?

-Hvem? Min søster? For hende vil der ske det samme.

-Du ved mere end San Agustín, mit barn.

-Dette lærer man ikke, onkel.

-Godt, jeg vier dem og velsigner dem og færdig med fyrre.

-Eller begynd med fyrre. Men de skal giftes hurtigst muligt. Før han måtte fortryde...

-Frygter du, at han kan fortryde?

-Jeg frygter altid mænd, onkel.

-Og ikke kvinder?

-Denne frygt bør kun gælde mænd. Men uden lyst til at fornærme det stærke køn – siger man ikke sådan? - siger jeg Dem, at udholdenheden og styrken er kvindernes fortjeneste.

-Hvis alle var som du, mit barn, ville jeg tro det, men...

-Men hvad?

-At du er en undtagelse, Tulilla.

-Jeg har hørt Dem sige mere en en gang, at det er untagelsen, der bekræfter reglen...

-Godt, jeg bliver forvirret..., vi gifter dem, hvis han ikke fortryder..., eller hun fortryder...

For øjnene af Gertrudis passerede som en skygge af en stormsky, og hvis man havde kunnet høre stilheden, ville man i hvælvingerne i dybet af hendes sjæl have hørt et ekko, som forsvandt i det fjerne, dette: Eller hun fortryder...

Men hvad skete der med Ramiro, i et forhold nu, i et formelt forhold? med Rosa, og kun kort tid efter han var begyndt at komme i huset? Hvilke overvejelser og hvilken kølighed var det?

-Hør her Tula, jeg forstår ham ikke, hele tiden forstår jeg ham mindre. Det virker, som om han hele tiden er distræt, og som om han tænker på andre ting – eller på en anden person, hvem ved! - Og frygter at nogen pludselig overrasker os. Og når jeg kommer med en hentydning og taler til ham, som om jeg ikke er særlig interesseret, om hensigten med vores forhold, så lader han, som om han ikke hører efter.

-Det er fordi, du taler til ham, som om du ikke er interesseret. Tal til ham, som om du er interesseret.

-Ja, ja, han vil tro, at jeg er vild efter at blive gift!

-Elsker du ham?

-Det har ikke med sagen at gøre...

-Elsker du ham? Sig mig det.

-Hør nu her...

-Nej, elsker du ham, ja eller nej?

Rosa sænkede hovedet og øjnene, hun rødmede og stammede grædende:

-Du er altså mærkelig, Tula, du minder om en skriftefader.

Gertrudis tog sin søster i hånden, med den anden hånd løftede hun hovedet på hende, hun plantede øjnene i hendes og sagde:

-Vi lever alene, søster...

-Og onkel?

-Vi lever alene, har jeg sagt. Vi kvinder lever altid alene. Den kære onkel er en helgen, men en bøgernes helgen, og selv om han er præst, er han, når alt kommer til alt, en mand.

-Men han modtager skriftemål...

-Måske han af den grund ved mindre. Ydermere glemmer han det. Og sådan bør det være. Vi lever alene, har jeg sagt. Og det. du bør gøre nu, er at bekende, men bekende til dig selv. Elsker du ham, gentog hun.

-Den stakkels Rosa brast i gråd.

-Elsker du ham, lød den ubarmhjertige stemme.

Og Rosa forestillede sig, at dette spørgsmål i en højtidelig stemme, som kom den fra dybet af det almindelige, rene liv, var hendes egen eller måske den fælles moders stemme.

-Ja, jeg tror, jeg vil elske ham..., meget..., meget, udbrød hun hulkende med lav stemme.

-Ja, du vil elske ham meget, og han vil elske dig endnu mere!

-Og hvordan ved du det?

-Jeg ved, at han vil elske dig.

-Hvorfor er han så distræt? Hvorfor undgår han at tale om alt vedrørende giftermålet?

-Jeg vil tale med ham om det, Rosa, overlad det til mig.

-Dig?

-Ja mig, er der noget mærkeligt i det?

-Men...

-Han kan ikke indgive mig den frygt, han har indgivet dig.

-Men han vil sige, at jeg er vild efter at blive gift.

-Nej, Det vil han ikke sige. Han kan sige, hvis han ønsker det, at det er mig, der ønsker jer gift for at gøre det lettere for mig selv, og for at jeg alene kan bestemme her i huset; og de to ting er, som du ved, noget vrøvl. Han kan sige, hvad han vil, men jeg vil ordne sagen.

-Rosa fald i armene på sin søster, som hviskede til hende:

-Og du skal elske ham meget, ikke?

-Hvorfor siger du det, Tula?

-Fordi det er din pligt.

Og den næste dag, da Ramiro kom for at besøge sin kæreste, traf han den anden, søsteren. Han rødmede og rystede lidt. Alvoren i disse store sorgfyldte øjne standsede hans blod til hjertet.

-Og Rosa – spurgte han uden at kunne høre sig selv.

-Rosa er gået ud, og nu er det mig, du skal tale med!

-Dig, sagde han med rystende læber.

-Ja, mig.

-Så alvorlig du ser ud, min pige – og han forsøgte at smile.

-De siger, at jeg blev født med denne alvor. Onkel forsikrer, at jeg arvede den fra min mor, hans søster, og fra min mormor, hans mor. Jeg ved det ikke, det betyder heller ikke noget. Hvad jeg ved, er, at jeg foretrækker tingene enkle og rette og uden bedrag.

-Hvorfor siger du det, Tula?

-Og hvorfor undgår du at tale om dit giftermål med min søster? Sig mig det, hvorfor?

Den stakkels unge mand rejste skamfuldt hovedet. Han følte sig såret af en uventet slag.

-Du bad hende om et forhold med gode hensigter – som de uskyldige siger.

-Tula!

-Ikke mere Tula. Du bad om et forhold med hende for at gøre hende til din hustru og mor til dine børn.

-Men så travlt du har! - han prøvede atter at smile.

-Det er nødvendigt at have travlt, fordi livet er kort.

-Livet er kort! Og det siger du i en alder af 22 år?

-Kortere endnu. Godt, tænker du på at gifte dig med Rosa, ja eller nej?

-Hvad tvivl er der om det? - Da han sagde det, rystede han over hele kroppen.

-Hvis du ønsker at gifte dig med hende, hvorfor så udskyde det?

-Vi er endnu unge.

-Meget bedre!

-Vi må prøve først...

-Hvad, hvad er dette, hvad er det med at prøve? Tror du, du vil kende hende bedre om et år? Dårligere, meget dårligere.

-Men siden hen...

-Det tænkte du ikke på, da du bad om adgang her til huset.

-Men Tula.

-Ikke mere Tula, elsker du hende, ja eller nej?

-Kan du tvivle på det, Tula?

-Jeg har sagt: Ikke mere Tula, elsker du hende?

-Det er klart, at jeg elsker hende.

-Godt, du vil elske hende endnu mere. Hun vil blive en god hustru for dig. I vil få et godt ægteskab.

-Hvis jeg må bede om dit råd.

-Ingen gode råd, jeg vil blive en god tante.

Det så ud til, at Ramiro kæmpede en kort kamp med sig selv, som om han søgte noget, og til sidst med en gestus af desperat beslutsomhed udbrød han:

-Gertrudis, jeg vil sige dig hele sandheden!

-Du behøver ikke at sige mig flere sandheder – afbrød hun ham brutalt – du har fortalt mig, at du elsker Rosa, og at du har besluttet at gifte dig med hende, alt resten om sandheder kan du fortælle hende, når I er blevet gift.

-Men der er ting...

-Nej, der er ikke ting, man ikke kan fortælle sin hustru.

-Men Tula.

-Ikke mere Tula, har jeg sagt. Hvis du elsker hende, gift dig med hende. Og hvis du ikke elsker hende, er du ikke velkommen i dette hus!

Disse ord udbrød hun med kolde læber, mens hendes hjerteslag standsede. Der fulgte en iskold tavshed, hvor blodet, før tilbagepresset, nu frit, farvede ansigtet på søsteren.Og i den ildevarslende stilhed kunne man høre den ængstelige hjertebanken.

Den følgende dag fastsatte man datoen for brylluppet.

III

Don Primitivo autoriserede og velsignede brylluppet mellem Ramiro og Rosa. Og ingen forekom i festen mere munter end Gertrudis. Så meget at det forundrede alle som så det. Der var også dem, der mente, at munterheden var meget lidt naturlig.

De nygifte flyttede til deres eget hus. Rosa forlangte uophørlig tilstedeværelsen af sin søster. Gertrudis svarede hende, at nygifte foretrak at være alene.

-Men det er lige modsat, søster, jeg har aldrig savnet dig mere; Det er nu, jeg forstår, hvor højt jeg elsker dig.

Og hun kyssede og krammede hende.

-Ja, ja, svarede Gertrudis alvorligt smilende – jeres lykke behøver vidner, den øges, når I ved, at andre bemærker den.

Hun kom dog af og til og gjorde dem selskab og spiste med dem en gang i mellem. Hendes søster lavede de mest prangende demonstrationer af kærlighed overfor hende og også overfor sin mand, som, for sin del, virkede noget skamfuld overfor svigerinden.

-Hør her, sagde Gertrudis en gang til søsteren overfor disse signaler – vær ikke så barnlig. Det virker, som om du har opfundet ægteskabet.

En dag var der en lille hund i hjemmet.

-Og dette, hvad er det?

-En hund, søster, kan du ikke se det?

-Hvor er den kommet fra?

-Jeg fandt den dér, på gaden, forladt og halvt død, jeg fik medlidenhed med den, jeg bragte den hjem, gav den at spise, helbredte den, og her har jeg den – og hun kærtegnede den i skødet og gav den kys på snuden.

-Hør her, Rosa, jeg synes, du skal forære den væk, fordi det forekommer mig en grusomhed at slå den ihjel.

-Forære den væk? Hvorfor? Se her, Tití – og da hun sagde det trykkede hun det lille dyr mod brystet – de siger, jeg skal smide dig væk. Hvor skulle du gå hen, lille stakkel.

-Så, så, vær ikke barnlig, tag det ikke sådan. Måske din mand er af min mening?

-Det er klart, så snart du siger det til ham, eftersom du er den kloge...

-Hold op med det vrøvl og skaf dig af med hunden.

-Men hvad? Tror du Ramiro bliver jaloux?

-Jeg troede aldrig, at ægteskabet kunne blive så mærkeligt!

Da Ramiro kom hjem og blev gjort bekendt med den lille disput om hunden, vovede han ikke at give hverken den ene eller den anden ret, han erklærede, at sagen ikke havde betydning.

-Nej, ingen betydning og alligevel stor betydning, sagde Gertrudis. Men i dette er der megen barnlighed, og mere endnu. Du er i stand til, Rosa, at have anbragt denne dukke, som du har gemt siden vi var børn, hvor de forærede os en hver, i stand til at have anbragt den i din bedste lænestol.

-Præcis, dér er den, i dagligstuen, med sin bedste kjole på, hvor den okkuperer min lænestol. Vil du se den?

-Ja, sådan er det, samtykkede Ramiro.

-Godt, nu fjerner du den derfra...

-Jamen, søster, jeg vil gemme den.

-Ja, som legetøj til dine børn.

-Sikke ting der falder dig ind, Tula. Hun rødmede.

-Nej, det er dig, der får ideer som den med hunden.

-Og du, udbrød Rosa, idet hun prøvede at frigøre sig for det inkvisitoriske blik, som besværede hende – har du ikke også din dukke? Du har måske foræret den væk eller ødelagt den?

-Nej, svarede søsteren beslutsomt – men jeg har gemt den væk.

-Og så godt gemt, at jeg aldrig har kunnet finde den.

-Det er, fordi Gertrudis gemmer den til sig selv – sagde Ramiro uden at vide, hvad han sagde.

-Guderne må vide, hvorfor jeg gemmer den? Det er en talisman fra min barndom.

Den, der kom meget sjældent til de nygiftes hus, var den gode don Primitivo. ”Den gamle skal ikke forstyrre”, sagde han.

-Dagene gik i det ene og det andet hus, de var alle ens. Gertrudis havde bestemt sig for at besøge sin søster mindst muligt, men denne kom og søgte efter hende, hvis der gik et par dage, uden at hun kom.

-Men hvad, er du syg, Tula? Eller plager hunden dig stadig? Hvis det er tilfældet, smider jeg den ud. Hvorfor efterlader du mig alene?

-Alene? Rosa, alene? Og din mand?

-Men han er borte og passer sine forretninger.

-Eller han opfinder dem...

-Hvad? Tror du, han bilder mig noget ind? Ved du noget? Sig mig det for den, du elsker mest, for vores mor, sig mig det!

-Nej, det er fordi, I keder jer midt i jeres lykke og ensomhed. Nu smider du hunden ud, og hvis ikke vil den give dig mærker, og det er værre.

-Sig ikke sådan noget.

-Den vil give dig mærker, svarede hun med mere styrke.

-Og da hun en dag fortalte hende, at hun havde foræret den lille hund bort, smilede Gertrudis alvorligt, hun omfavnede hende, som var hun en lille pige, og hun spurgte hende hviskende: ”Af frygt for mærkerne, ikke? Og da hun hørte det lavmælte svar: ”ja, ja” omfavnede hun sin søster med en styrke, som denne ikke troede, hun var i stand til.

-Nu går det den rigtige vej, Rosa; nu vil vi ikke tænke mere på lykken og ensomheden, og at din mand har mange forretninger. Det var dette, vi manglede...

-Måske var det det, du manglede..., har jeg ikke ret, søster?

-Og hvem har fortalt dig det?

-Hør nu her, selv om jeg ikke er for klog, men eftersom jeg altid har levet sammen med dig...

-Godt, ikke flere morsomheder!

Fra da af begyndte Gertrudis at frekventere sin søsters hus mere.

Ved Rosas fødsel, som var meget hård, var ingen mere rolig og tapper end Gertrudis. Man måtte tro, at hun var en veteran i fødsler. Det viste sig, at der var dødelig fare for moderen eller den lille, som var på vej ud, og lægen talte om at trække barnet frem død eller levende.

-Død, udbrød Gertrudis – det kommer ikke på tale!

-Men ser De ikke – sagde lægen – at selv om barnet dør, så beholder vi moderen, som kan få andre børn, mens hvis hun dør, så er det ikke det samme?

-Det strejfede Gertrudis' tanker at svare ham, at der fandtes andre mødre, men hun beherskede sig og insisterede:

-Død, nej, aldrig! Og det drejer sig også om at redde en sjæl.

-Den stakkels fødende forstod ingenting, før hun, udmattet af slaget, fødte en dreng.

-Gertrudis greb ham med grådighed, og som om hun aldrig havde foretaget sig andet, vaskede hun ham og svøbte ham i tæpper.

-Er De jordemoder fra fødslen? Spurgte lægen.

Hun tog barnet og bar det hen til dets fader, som frygtsomt og ligesom beklagende en fejl sad i et hjørne og afventede nyheden om sin kones død.

-Her har du din første søn, Ramiro; Se, hvor smuk han er!

-Men da faderen løftede blikket, fri for trykket af frygt, så han ikke andet end sin svigerindes store øjne, som udstrålede et nyt lys, mere sort, og mere brilliant end tidligere. Og da han rejste sig for at kysse denne rulle kød, som man præsenterede som hans søn, strejfede hans knæ, ophedet, mod Gertrudis'.

-Nu, sagde denne roligt – kom og sig tak til din kone, bed hende om forladelse og kvik hende op.

-At bede hende om forladelse?

-Ja, at bede hende om forladelse.

-Hvorfor?

-Jeg forstår det, og hun vil forstå det. Og hvad angår denne – og da hun sagde det pressede hun barnet mod sit bankende hjerte – vil jeg tage mig af ham, og enten kan jeg ikke meget, eller jeg vil gøre ham til en mand.

-Værelset drejede rundt for Ramiro. Og fra bunden af hans sjæl kom en stemme, som sagde: ”Hvem er moderen?”

Kort efter lagde Gertrudis omhyggeligt barnet ved siden af moderen, som så ud til at sove udmattet og med ansigtet hvidt som sne. Men Rosa åbnede øjnene, og hun traf søsterens øjne. Da hun fik øje på hende løb en strøm af opstemthed gennem kroppen på den sejrrige nye mor.

-Tula! Stønnede hun.

-Her er jeg, Rosa, og her vil jeg altid være. Nu skal du hvile. Når tiden er inde skal du give drengen bryst, så han tier stille. Alt resten skal du ikke bekymre dig om.

-Jeg troede, jeg skulle dø, Tula. Selv nu forekommer det mig, at jeg drømmer død, Og jeg havde så ondt af Ramiro...

-Ti stille, Lægen har sagt, at du ikke skal tale for meget. Den stakkels Ramiro var mere død end du. Nu, op med humøret og forbered dig på den næste!

-Rosa smilede trist.

-Denne skal hedde Ramiro som sin far – deklamerede Gertrudis kort efter i et lille familieråd – og den næste, fordi den næste vil være en pige, Gertrudis, som mig.

-Men tænker du allerede på den næste – udbrød don Primitivo – og din stakkels søster, som var lige ved at forlade os?

-Men hvad skal man gøre? - svarede hun – hvis ikke, hvorfor har de så giftet sig? Er det ikke rigtigt, Ramiro? - og hun låste hans øjne i sine.

-Nu er det vigtigt, at hun genvinder kræfterne – sagde manden, han skuttede sig under hendes blik.

-Bah! Fra sådanne smerter kommer en kvinde sig hurtigt.

-Lægen siger, niece, at det forekommer, som om du er født jordemoder.

-Enhver kvinde fødes til mor, onkel.

Og hun sagde det med en så intim, hjemlig højtidelighed, at Ramiro følte sig fanget af en udefinerbar uro og en mærkelig skyldfølelse. ”Elsker jeg min kone, som hun fortjener?” spurgte han sig selv.

-Og nu, Ramiro – sagde svigerinden – nu kan du påstå, at du har en kone.

-Og fra det øjeblik var Gertrudis ikke fraværende en eneste dag i søsterens hus. Det var hun, som passede barnet, klædte det af og på, indtil moderen kunne gøre det.

-Rosa kom sig hurtigt, og hendes skønhed afrundedes mere. Samtidig forstærkede hun sine kærtegn overfor manden. Hun nåede endda at bebrejde ham, at han var undvigende.

-Jeg frygtede for dit liv – sagde Ramiro – jeg var skrækslagen. Skrækslagen og desperat og fuld af skyldfølelse.

-Skyldfølelse? Hvorfor?

-Hvis det ender med, at du dør, skyder jeg mig en kugle i panden.

-Uf! Hvorfor det? ”Mænds ting”, som Tula ville sige. Men dette er overstået, og nu ved jeg, hvad det er.

-Og du har ikke taget ved lære, Rosa?

-Taget ved lære? - hun greb sin mand, slyngede armene om halsen på ham, omfavnede ham med styrke og hviskede til ham med brændende stemme -: Til den næste, Ramiro, den næste. Nu elsker jeg dig virkelig, selv om jeg måtte dø af det.

-Imens passede Gertrudis barnet, Hun var bange for, om han skulle tage skade – den uskyldige – af forældrenes brændende følelser.

Det var som en besættelse hos tanten, at hun, allerede mens drengen var ganske ung og uskyldig, skulle trække ham bort fra at kende selv de mindste og fjerneste signaler på den kærlighed, der havde skabt ham. Hun hængte derfor naturligvis en medalje af Den Hellige Jomfru, af jomfrumoderen med sit barn, om halsen på ham.

Ofte, når hun så sin søster, moderen, blive utålmodig, når hun prøvede at tysse på barnet eller skifte tøj på ham, sagde hun:

-Giv mig ham, Rosa, og gå ind og underhold din mand.

-Men Tula...

-Jo, du skal underholde to, og jeg kun denne ene.

-Du har altså en måde, Tula, at sige tingene på...

-Vær ikke barnlig! Du er nu en frue og en mor. Og tak Gud for at vi sådan kan fordele arbejdet

-Tula... Tula...

-Ramiro... Ramiro... Rosa...

-Moderen gik ind til sin mand.

-Og tiden gik, Rosa fødte sit andet barn, en pige.

Kort efter pigens fødsel fandt de den gode don Primitivo død. Gertrudis klædte ham på efter at have vasket ham – hun ønskede, at han skulle være ren i graven – med den samme grundighed, som hun havde brugt med nevøernes tøj, da de blev født. Og da hun blev alene i værelset med den afdøde, græd hun, som man ikke skulle tro, hun kunne. ”Jeg havde aldrig troet, at jeg elskede ham så højt – sagde hun til sig selv – han var en helgen, han var ikke langt fra at betragte mig som en brønd af klogskab, han var så ligefrem”.

-Han var vores fader – sagde hun til sin søster – aldrig hørte man ham hæve stemmen i vrede.

-Det er klart! - udbrød Rosa -; eftersom han altid lod os få vores hellige vilje.

-Fordi han vidste, Rosa, at hans tilstedeværelse velsignede vores vilje. Han var vores fader: han underviste os. Og for at undervise os, var det nok med gennemsigtigheden i hans liv, så enkelt, så klart.

-Det er sandt, ja – sagde Rosa med øjnene fyldt med tårer – en mere enkel mand har jeg aldrig kendt.

-Det havde været umuligt for os, søster, at være vokset op i et renere hjem end dette.

-Hvad mener du med det, Tula?

-Han fyldte vores liv næsten lydløst, næsten uden at bruge ord, med tilbedelsen af Den Hellige Jomfrumoder og også med tilbedelsen af vores mormor, hans mor. Husker du, når han om aftenen, hvor han bad bønner med os, når vi kom til det fadervor og avemaria om sjælens evige hvile for vores mor, og lidt efter andre bønner for hans mor, vores mormor, som vi aldrig kendte? I disse bønner gav han os en mor, og i disse bønner lærte han dig at være det.

-Og dig, Tula, dig! - udbrød Rosa hulkende.

-Mig?

-Ja dig, dig! Hvis ikke dig..., hvem er så den virkelige mor til mine børn?

-Stop med det. Og her har du ham, en tavs helgen. Man har fortalt mig, at de stakkels beater mange gange græd, når de hørte ham prædike uden at forstå et ord. Og jeg forstår dem. Hans stemme var som et kærligt, enkelt råd. Og nu Rosa, rosariet!

De to søstre faldt på knæ ved dødslejet for onklen og bad den samme bøn, som de havde bedt med ham gennem mange år med to fadervor og avemariaer for sjælens evige hvile for deres mor, og for ham, som nu hvilede dér. Og tungerne med rolig og sød ild på de to kertelys, som stod på hver side af dødslejet, fik deres pander til at skinne lige så hvide som vokset på lysene. Det forekom, som om lysene vibrerede i takt med bønnen, som akkompagnement til de to søstre. En kærlig fred udstrålede fra dette dødsleje. De to søstre, parret, rejste sig fra gulvet: De kyssede, først Gertrudis og Rosa og derefter den dødes voksagtige pande. Til sidst omfavnede de hinanden med tårer i øjnene.

-Og nu – sagde Gertrudis hviskende til sin søster: Nu skal du elske din mand meget..., gøre ham lykkelig..., og give os mange børn!

-Og nu – svarede Rosa – skal du komme og bo hos os, naturligvis

-Nej, ikke det – udbrød den anden pludseligt.

-Hvordan nej? Og du siger det på en måde...

-Ja, ja, søster, undskyld mig..., undskylder du mig? - hun gjorde tegn til atter at ville falde på knæ foran dødslejet.

-Kom nu, Tula, vær ikke sådan, det betyder ikke så meget. Men du har nogle måder...

-Det er sandt, men vil du tilgive mig?

-Det skal du ikke spørge om, men du vil komme og bo hos os...

-Du må ikke insistere, Rosa, ikke insistere.

-Hvad? Kommer du ikke? Du vil forlade dine niecer, næsten dine børn.

-Men jeg har jo ikke forladt dem en eneste dag...

-Kommer du så?

-Jeg vil tænke over det, Rosa, tænke over det...

-Godt, jeg insisterer ikke.

Men efter et par dage insisterede hun, og Gertrudis måtte forsvare sig.

-Nej, nej, jeg vil ikke forstyrre jer...

-Forstyrre os! - hvad er det, du siger, Tula.

-Ægtepar ønsker hjemmet for sig selv.

-Kunne det ikke være dit hjem også?

-Nej, nej. Selv om du ikke tror det, ville det berøve jer friheden. Er det ikke rigtigt, Ramiro?

-Nej..., jeg ser ikke..., stammede Ramiro konfust som det næsten altid skete ved en uventet udspørgen fra svigerinden.

-Ja, Rosa, din mand forstår det, selv om han ikke siger det direkte, at et ægtepar, og aller mest et ungt ægtepar som jer, har behov for at være alene. Jeg, tanten, vil komme på mine tider og undervise jeres børn i alt det, I ikke har tid til at beskæftige jer med.

-Og hun fortsatte med at komme, somme tider meget tidligt, hvor hun fandt drengen oppe, men ikke forældrene. Der er brug for mig her, sagde hun.

Ægteskabets tredje barn var på vej. Rosa begyndte at beklage sig over sin frugtbarhed. ”Vi bliver overbebyrdet med børn”, sagde hun. Hvortil hendes søster svarede: ”Hvorfor har I giftet jer?”

Graviditeten var besværlig for moderen, som måtte opgive at passe sine andre børn, de blev passet af tanten, som var begejstret for opgaven. Og hun tog dem flere gange med til sit hus, til sit enlige hjem, hvor hun boede sammen med den gamle tjenestepige fra don Primitivos tid. Og de små fyldtes med blind kærlighed til denne rolige og alvorlige kvinde.

Ramiro var i dårligt humør de sidste måneder af svangerskabet, hvilket gjorde Gertrudis urolig, i øjeblikket var hun det endnu mere.

-Hvor tungt og besværligt er dette! - sagde han.

-For dig? - spurgte svigerinden uden at tage øjnene fra nevøen og niecen, som hun havde i skødet.

-Ja, for mig. Jeg lever i evig angst, jeg frygter det hele.

-Bah, det er virkelig ingenting. Naturen er klog.

-Ja, men så mange gange går gryden til vands...

-Ej, min søn, alt har sine risici og enhver tilstand sine modgange!

-Det gav et sæt i Ramiro, da han hørte sin svigerinde kalde ham ”min søn”, at hun undgik at sige hans navn, mens han til gengæld nød at kalde hende det familiære: Tula.

-Hvor storartet at du ikke har giftet dig, Tula.

-Virkelig? Hun løftede øjnene og plantede dem i hans.

-Ja, virkelig, alt er arbejde og ydermere fare...

-Og ved du måske, om jeg ikke stadig kan blive gift?

-Klart, det har med alderen at gøre!

-Hvorfor skulle det vare ved?

-Da jeg ikke ser dig med interesse for det.

-Interesse i at blive gift? Hvad er det?'

-Det er...

-Er det, fordi du ikke ser mig søge kæreste, er det det?

-Nej, nej, det er ikke det.

-Jo, det er det.

-Hvis du ville aceptere dem, ville det let lykkes for dig...

-Men jeg kan ikke søge kæreste. Jeg er ikke en mand, og kvinder må vente på at blive valgt. Og jeg, i sandhed, jeg holder af at vælge, men ikke af at blive valgt.

-Hvad er det, I snakker om – sagde Rosa, som nærmede sig, og som udmattet lod sig falde ned i en lænestol.

-Intet, små, diskrete ting fra din mand om fordele og ulemper ved ægteskabet.

-Snak ikke om det, Ramiro! I mænd ved næsten intet om det. Det ved vi, kvinderne der gifter sig, I gør det ikke.

-Men, lille kone...

-Kom nu, støt mig, jeg kan næsten ikke rejse mig. Jeg vil gå og lægge mig. Farvel Tula. Du må passe dem.

-Manden gik hen til hende, han tog hende i armen, hun tog sig sammen og rejste sig besværligt, lidt efter klyngede hun sig til ham med en hånd på hans skulder, hun bøjede hovedet, indtil hun hvilede på skulderen, med den anden hånd, den venstre, greb hun fat i ham, og sådan gik de, hun klynkende og støttende sig til ham.

Gertrudis, som havde begge sin nevøer i skødet, kiggede på søsterens langsomme afgang, ophængt på sin mand som en slyngplante. De store øjne, disse sorgfyldte øjne, rolige og alvorlige, alvorlige og rolige, fyldtes med tårer, hun trykkede de små ind til sit bryst og pressede sine kinder mod begge deres. Den lille Ramirín, da han så sin tante, tante Tula, græde, begyndte han også at græde.

-Så, så, ikke græde; nu skal vi lege.

Af denne tredje fødsel blev Rosa helt slået ud.

-Jeg har dårlige forudanelser, Tula.

-Bryd dig ikke om varsler.

-Det er ikke varsler; jeg føler det, som om livet er ved at forlade mig; jeg har mistet blodet.

-Det kommer tilbage.

-I øjeblikket kan jeg ikke passe dette barn. Og det med ammerne, Tula, det gør mig skrækslagen.

Og sådan var det virkelig. På få dage prøvede man flere forskellige. Faderen var rasende og talte om at piske dem. Og moderen blev dårligere.

-Hun overlever ikke! - proklamerede lægen en dag.

Ramiro vandrede rundt i huset som en vanvittig, fanget af mærkelige skyldfølelser og af pludselige raseriudbrud. En aften sagde han til svigerinden:

-Men det er som om Rosa ikke gør noget for at leve, hun har fået i hovedet, at hun skal dø, og klart, så dør hun. Hvorfor muntrer du hende ikke op og overbeviser hende om, at hun skal leve?

-Det er dig, min søn, dig, hendes mand. Hvis du ikke kan indgive hende appetit på livet, hvem skal så indgive hende det? Fordi, det værste er ikke, hvor svag og blodløs hun er; det værste er, at hun kun tænker på at dø. Ser du, selv børnene trætter hende. Og hun spørger næsten ikke til ammerne.

Den stakkels Rosa levede som i en drøm, i et konstant mareridt, hun så det hele som gennem en mørk tåge.

En aften bad hun om at være alene med sin søster, og med korte sætninger med en febrilsk stemme, sagde hun, idet hun greb søsterens hånd:

-Tula, jeg dør, jeg dør uden redning. Nu overlader jeg dig mine børn, mine hjertestykker, og jeg overlader dig Ramiro, som er som et andet barn. Tro mig, et andet barn, et stort lunefuldt barn, men god, bedre en brød. Han har ikke givet mig en eneste ærgrelse. Nu overlader jeg dem til dig, Tula.

-Slap af Rosa, jeg kender mine pligter.

-Pligter..., pligter...

-Ja, jeg ved, hvem jeg elsker. Dine børn skal ikke mangle mor, så længe jeg lever.

-Tak, Tula, tak, det var, hvad jeg ønskede.

-Du skal ikke tvivle på det.

-Det vil sige, at mine børn, mine hjertestykker ikke vil få stedmoder!

-Hvad mener du med det?

-At Ramiro vil ønske at gifte sig igen..., det er naturligt..., så ung han er..., og jeg ved, at han ikke kan leve uden hustru, jeg ved det..., så...

-Men hvad mener du Rosa?

-At du skal blive hans kone, Tula.

-Det har jeg ikke sagt Rosa, og nu, i dette øjeblik, kan jeg ikke, ikke engang af barmhjertighed, lyve. Jeg har ikke sagt, at jeg vil gifte mig med din mand, hvis du skulle falde bort; Jeg har sagt, at dine børn ikke skulle mangle mor...

-Nej, du har sagt, at de ikke skulle få stedmor...

-Godt, at de ikke skulle få stedmor!

-Og dette kan kun ske, hvis du gifter dig med min Ramiro, jeg er ikke jaloux, nej, Hvis det skal være en anden, at det er dig. At det er dig! Måske...

-Hvorfor skulle han gifte sig igen?

-Ej, Tula, du kender ikke mændene, du kender ikke min mand...

-Nej, jeg kender ham ikke.

-Men det gør jeg!

-Hvem ved...

Den stakkels syge besvimede.

Kort efter kaldte hun på sin mand. Da han forlod værelset, var han helt opløst og bleg som et lig.

Døden sleb leen i Rosas og Ramiros hjem. Mens den unge mors liv forsvandt i dråber, var det stadig nødvendigt at søge efter en ny amme til den lille, som græd af sult. Gertrudis, som lod sin søster sove ind i langsom smerte, gjorde ikke andet end at søge efter et givende bryst til sin lille nevø. Hun prøvede at trøste barnet ved at give det sut.

-Og denne amme?

-Hun kan først komme i morgen, frøken!

-Hør her, Tula – begyndte Ramiro.

-Bliv fra mig! Bliv fra mig! Gå til din kone, hun dør inden længe, gå, dér er din plads og lad mig passe barnet!

-Men Tula...

-Bliv fra mig, har jeg sagt, gå og se hende dø; at hun indtræder i det andet liv i dine arme, gå så!

Ramiro gik. Gertrudis tog sin lille nevø, som klynkede hele tiden. Hun låste sig inde på sit værelse med ham og trak et af sine jomfrubryster frem, hun rystede som i feber, hun rystede i takt med sine hjerteslag – det var det højre – hun puttede brystvorten i den blege, rosenrøde mund på den lille, som klynkede endnu mere, mens han suttede på den tørre vorte.

-Et mirakel, Helligjomfru – klynkede Gertrudis med øjnene fyldt med tårer – et mirakel og ingen vil få det at vide, ingen.

-Hun pressede som en vanvittig barnet mod sit bryst.

Hun hørte skridt udenfor og lidt efter nogen, der prøvede at åbne døren. Hun satte brystet på plads og dækkede sig til, hun tørrede øjnene og åbnede døren. Det var Ramiro, som sagde:

-Nu er det slut!

-Må Gud modtage hende i himlen. Og nu, Ramiro, skal disse passes.

-Passes? Du..., du..., fordi uden dig...

-Godt, nu skal de passes, siger jeg dig.

VII

Nu, hvor Ramiro var blevet enkemand, følte han, hvor meget han, uden at tænke over det, havde elsket sin kone. Et af hans gode råd til sig selv, det bedste, var at putte sig i den seng, hvor de havde oplevet at elske hinanden, og gennemtænke sit ægteskabelige liv.

Først forlovelsestiden, selv om den ikke var lang, med langsom afslapning, hvor Rosa virkede, som om hun skjulte bunden af sin sjæl for ham, måske for at lade ham tro, at han ikke ville lære hende rigtigt at kende, før hun blev hans helt og aldeles, den forlovelsestid med beskedenhed og reservation, under opsyn af Gertrudis, som kun var sjæl. Ramiro genoplevede det, han huskede det godt, hvordan tilstedeværelsen af Gertrudis, tante Tula for hans børn, holdt ham nede og foruroligede ham, og at han, sammen med hende, ikke vovede at fortælle nogen af de traditionelle vittigheder mellem kærester, men måtte overveje sine ord.

Snart var det bryllup og beruselsen de første måneder - fra hvedebrødsdagene. Rosa begyndte at åbne sjælen for ham, men den var så enkel, så gennemsigtig, at det faldt Ramiro ind, at hun ikke havde sløret eller fjernet noget. Fordi hans kone levede med hjertet i hånden, åbent, med en gestus om tilbud og med den indre spiritualitet i fri luft mod verden. Hun levede i øjeblikket ligesom markens roser. Men samtidig var Rosas spiritualitet som en refleks af sin søsters, som rindende vand mod solen.

Det skete til sidst, en morgen, at skællene forsvandt fra Ramiros øjne, og rengjort for disse så han klarere med hjertet. Rosa var ikke en sådan skønhed, sådan som han først havde opfattet hende, uden en almindelig figur, men med den sødeste fortryllelse og sagtmodighed. Hun var som det daglige brød, som det hjemmelavede, daglige brød og ikke en sjælden delikatesse med turbolente safter. Hendes blik, som såede fred, hendes smil, hendes lyst til livet, var inkarnationen af et roligt sind, beroligende og hjemligt. Hans stakkels kone virkede på mange måder som en plante med sin tavse sagtmodighed, i det stille arbejde med at drikke og fange lyset med øjnene for derefter at forvandle det til fred. Hun virkede som en plante med sin slørede styrke og samtidig stærk, hun fortsatte, øjeblik efter øjeblik, med at indsuge styrke fra det inderste af det daglige, ordinære liv og i den søde naturlighed med hvilken hun åbnede sine parfumerede kronblade.

Hvilke minder! Disse lege, hvor hun undslap ham, og han forfulgte hende gennem huset, han fejrede triumfen ved som præmie at indkassere lange, følsomme kys, mund mod mund; dette at gribe hende om ansigtet med begge hænder og være stille, mens han kiggede på hendes sjæl gennem øjnene, og især, når han lyttede på hendes bryst, mens han hvilede armene på hendes talje og hørte den rolige march af hendes hjerte, så sagde han: ”Ti stille, hold op med at tale”

Og Gertrudis' besøg, hun med sit alvorlige ansigt og sine store sorgfyldte øjne, bag hvilke man anede en skjult åndelighed, som forekom at sige til dem; ”I er nogle børn, som, når jeg ikke ser det, leger mand og kone; det er ikke måden at forberede sig på at få børn, fordi ægteskabet indstiftedes for at blive gift, at bringe nåde til ægtefællerne og for at skabe børn til Guds himmel”.

Børn! Det var deres første store problem. Fordi der gik en måned og adskillige flere måneder. Og der viste sig ikke tegn på, at kærligheden havde båret frugt, ”havde Gertrudis ret – sagde han til sig selv? Var det rigtigt, at de kun legede mand og kone og uden at ønske med den fulde styrke af troen på deres pligt, at høste frugten af deres velsignede kærlighed.?” Men det, der generede ham mest på det tidspunkt, han huskede det godt, var, hvad andre ville tænke, fordi der var måske nogen, der troede – for dette med ikke at have fået børn – at han var mindre mand end andre. Hvorfor kunne han ikke gøre det, som enhver fedtmule, sygelig og genert person kunne? Det sårede hans selvagtelse; han havde ønsket, at hans kone skulle have født ni måneder efter brylluppet. Ydermere, det med at få børn eller ikke få børn burde afhænge af - sagde han til sig selv – hvor stærk eller svag kærligheden var mellem ægtefællerne, selv om der er dem, som er meget forelskede, men som ikke får børn, og andre som er forfulgt af heldet, og som oversvømmes af børn. Elskede han ikke Rosa nok? Og elskede Rosa ikke ham nok? Han huskede, hvordan han havde prøvet at afkode mysteriet, mens han overdængede hende med kys, og når de var alene, i stilheden og mørket om natten, hviskede han til hende flere gange, som i bøn: ”Elsker du mig, elsker du mig, Rosa?”, mens der fra hende hørtes gentagne ja-svar. Dette blev en galskab, en tåbelig galskab, som han skammede sig over, så snart han så Gertrudis ankomme udstrålende rolig alvor. Han blev først kureret for dette, da barnets ankomst blev annonceret. Han havde sejret. Og med den første kærlighedsfrugt fulgte den virkelige kærlighed.

Kærlighed, ja. Kærlighed? Kærlighed siger man? Hvad ved de om den, alle disse amatørskribenter, som ikke er særlig kærlige i det, de snakker om og ophidser folk, som læser det? Hvad ved de om kærligheden disse bogstavsbefamlere? Kærlighed? Ikke kærlighed, hellere omsorg. Dette med kærlighed – sagde Ramiro til sig selv -smager af bøger; kun i teatret og i romanerne hører man: Yo te amo (jeg elsker dig); i det virkelige liv af kød og blod det indtrængende: Te quiero (jeg elsker dig). Kærlighed? Nej, ikke engang omsorg, men noget uden navn, som man ikke siger for ikke at sammenblande det med selve livet. Da han så hende nyde og lide ved at give ham den første søn, forstod han, at kærligheden er stærkere end livet og døden og dominerer uenigheden mellem dem; som kærligheden får livet til at dø og døden til at leve; som han nu oplevede Rosas død, og at hun døde i sit eget liv. Senere, da han så drengen sove roligt med munden halvt åben, så han kærligheden forvandlet til kød og blod. Og dér over vuggen, mens han betragtede sin frugt, bragte han moderen til sig, og mens barnet smilede i søvne med dirrende læber halvt åbne, kyssede han Rosa på hendes friske læber og på kilden til fred i hendes øjne. Og han sagde til hende, idet han viste hen to fingre: ”Igen..., to, to...! Og hun: ”Nej, nej, ikke flere, én og ikke flere!” Og hun lo. Og han: ”To, to, jeg har fået den tanke, at vi skal have to, tvillinger, et lille par, dreng og pige!” Og da hun igen blev gravid, var hvert skridt besværligt, han: ”Hvor tungt dette er! Hvilket besvær! Men jeg holder på mit, i det mindste to!” ”Én, den sidste, og basta!”, svarede hun leende. Det andet barn kom, pigen Tulita, Senere, da moderen hvilede, gav han hende et langt kys på munden som en præmie, idet han sagde: ”Du har arbejdet godt, lille du!”; mens Rosa, vinderen over livet og døden, smilede med sine hjemlige, fredfyldte øjne.

Og hun døde, selv om det ikke virkede sandt!

Men døde Rosa virkelig? Kunne hun være død, mens han, Ramiro, levede? Nej; Om nætterne, nu ensomme, mens han sov alene i den seng, som rummede livet og døden og kærligheden, følte han ved sin side rytmen af hendes åndedrag, hendes varme, men nu med en hjerteknust følelse af tomhed. Han strakte søgende hånden ud og undersøgte den anden halvdel af sengen, han tænkte på hende, men genkaldte intet andet end ting fra bøgerne og ingen omsorg for livet. Smerten gjorde ham åndelig eller intellektuel, han oplevede kun kødelighed, når Gertrudis viste sig. Og oven på dette hørte han en af disse friske, små stemmer, som sagde: ”Papá”. Og dér var hun naturligvis, hun, den udødelige døde. Lidt efter den samme lille stemme: ”Mamá”. Og Gertrudis' stemme sød og alvorlig: ”Min søn”.

Nej, Rosa, hans Rosa, var ikke død, det var ikke muligt, at hun skulle være død, kvinden var der lige så levende som før og udspredende liv omkring sig; kvinden kunne ikke dø!

VIII

Gertrudis, som havde installeret sig i søsterens hus, siden hun fødte sidste gang og under hendes sygdom, sagde en dag til sin svoger:

-Jeg vil skille mig af med mit hus.

Ramiros hjerte satte i galop.

-Ja – tilføjede hun – jeg vil komme og bo med jer og passe børnene. Jeg kan heller ikke lade denne gode amme være alene.

-Gud vil velsigne dig, Tula.

-Ikke noget med Tula, det har jeg sagt, for dig er jeg Gertrudis.

-Og hvad betyder det?

-Det ved jeg...

-Hør her, Gertrudis...

-Ja, jeg må se, hvad ammen laver.

Hun overvågede ammen uden ophold. Hun tillod ikke, at hun gav den lille bryst foran faderen, og hun skældte hende ud for den lethed, med hvilken hun knappede op for brystet.

-Det drejer sig om, at drengen får nok mælk – og intet andet.

Ramiro led, og Gertrudis lod ham lide.

-Stakkels Rosa, sagde han hele tiden.

-Nu er det børnene, der er stakkels, og det er dem vi skal tænke på.

-Nej, det er nok. Jeg slapper næsten ikke af. Især ikke om natten, ensomheden tynger mig, der er nætter, hvor jeg ikke sover.

-Gå en tur, når vi har spist, ligesom du gik, mens du var gift og kom ikke hjem, før du er søvnig.

-Men jeg føler en tomhed.

-Tomhed? Når du har børn?

-Men hun er uerstattelig.

-Det tror jeg, selv om I mænd...

-Jeg troede ikke, jeg elskede hende så højt...

-Det sker for os hele tiden. Det skete for mig med min onkel og nu med min søster, med din Rosa. Indtil hun døde, har jeg heller ikke vidst, hvor meget jeg elskede hende. Jeg ved det nu, når jeg passer hendes børn – jeres børn. Man elsker de døde gennem de levende...

-Og måske også de levende gennem de døde...?

-Lad det ikke blive for indviklet.

-Om morgenen, efter at Ramiro var stået op, gik svigerinden til hans soveværelse og åbnede vinduerne til balkonen, idet hun sagde til sig selv: ”For at få lugten af mand til at forsvinde”. Hun undgik at blive alene med sin svoger, hun havde altid et barn foran sig.

Hun satte sig i lænestolen, hvor den afdøde plejede at sidde, og overvågede de smås lege.

-Jeg er altså en dreng, og du er kun en pige, hørte hun en dag Ramirín sige til sin søster med kludestemme.

-Ramirín, Ramirín – sagde tanten -, hvad er det? Begynder du at være dum, at være en mand?

-En dag kom Ramiro, han kaldte på svigerinden og sagde:

-Jeg har opdaget din hemmelighed, Gertrudis.

-Hvilken hemmelighed?

-Det forhold du har med Ricardo, min fætter.

-Ja, det er rigtigt, han efterstræbte mig, det gik mig på, han lod mig ikke i fred, og til slut fik jeg medlidenhed med ham.

-Så hemmelig du holdt det...

-Hvorfor skulle jeg fortælle det?

-Og jeg ved mere.

-Hvad er det, du ved?

-At du har fyret ham.

-Det er også rigtigt.

-Han har vist mig dit brev.

-Hvad? Det troede jeg ham ikke i stand til. Godt jeg har forladt ham. Mænd!

-Ramiro havde set et brev fra sin svigerinde, som sagde følgende:

”Kære Ricardo. Du ved ikke, hvilke hårde dage jeg har haft, siden stakkels Rosa døde. Disse sidste har været forfærdelige, jeg har uafbrudt bedt til Den Hellige Jomfu og hendes søn om at give mig styrke til klart at se min fremtid. Du ved ikke, hvor ondt det gør mig at sige dette til dig, men vi kan ikke fortsætte vores relation, jeg kan ikke gifte mig. Min søster fortsætter med at trygle mig fra den anden verden, at jeg ikke forlader hendes børn, og at jeg bliver deres mor. Eftersom jeg skal passe disse børn, bør jeg ikke gifte mig. Undskyld mig, Ricardo, undskyld mig for Guds skyld og forstå, hvorfor jeg gør det. Det gør mig meget ondt, fordi jeg ved, at jeg ville komme til at elske dig, og især, fordi jeg ved, at du elsker mig og vil lide af den grund. Jeg beklager i sjælen at forårsage dig den smerte, men du, som er god, vil forstå mine pligter og motivet for min beslutning, du vil træffe en anden kvinde, som ikke har mine hellige forpligtelser, og som vil kunne gøre dig mere lykkelig, end jeg kunne. Adios Ricardo, jeg håber, du bliver lykkelig og gør andre lykkelige og vær sikker på, at jeg aldrig, aldrig vil glemme dig.

Gertrudis”

-Og nu – tilføjede Ramiro til trods for dette ønsker Ricardo at se dig.

-Gemmer jeg mig måske?

-Nej, men...

-Sig til ham, at han kan komme, når det passer ham at se mig i vores hus.

-Vores hus, Gertrudis, vores...

-Vores, ja, og vores børns...

-Hvis du bare ville...

-Det snakker vi ikke om – hun rejste sig.

-Den følgende dag kom Ricardo.

-Men for Guds skyld, Tula – hans stemme knækkede over.

-Vær stærk, Ricardo, vær stærk...

-Men de har jo allerede en far...

-Det er ikke nok, de har ingen mor..., det vil sige, det har de...

-Han kunne gifte sig igen.

-Gifte sig igen, han? I det tilfælde ville børnene komme med mig. Jeg lovede min søster på hendes dødsleje, at de ikke ville få stedmoder.

-Men hvis du bliver det, Tula?

-Hvordan jeg?

-Hvis du giftede dig med ham, Ramiro.

-Aldrig!

-Det er sådan, jeg forklarer det.

-Dette aldrig, har jeg sagt, jeg ville ikke risikere, at nogle af mine, det vil sige fra mit skød, ville misunde den kærlighed, jeg har til disse. Og flere børn. Aldrig. Det er nok med disse.

-Du vil aldrig kunne overbevise nogen om det, Tula, at du ikke bor her af den grund.

-Jeg prøver ikke at overbevise nogen om noget. Hvad dig angår, er det nok, når jeg siger det.

De skiltes for altid.

-Og hvad? Spurgte Ramiro hende senere.

-Vi har sluttet, det kunne ikke være anderledes.

-Du er blevet fri?

-Jeg var fri, jeg er fri, jeg agter at dø fri.

-Gertrudis..., Gertrudis – og han stemme rystede appellerende.

-Jeg har fyret ham, fordi jeg burde, nu siger jeg det til dig, til dine børn, til Rosas børn...

-Og dine..., siger du ikke det?

-Og mine, ja!

-Men hvis du bare ville...

-Insister ikke, jeg har sagt dig, at jeg ikke bør gifte mig, ikke med dig og endnu mindre med en anden.

-Mindre? Brystet svulmede på ham.

-Ja, mindre.

-Hvorfor blev du ikke nonne?

-Jeg bryder mig ikke om at blive kommanderet med.

-I det kloster, hvor du indtrådte, ville du blive abedisse, den øverste.

-Jeg bryder mig heller ikke om at kommandere. Ramirín?

-Drengen kom med det samme. Tanten greb ham og sagde: ”Lad os lege skjul”.

-Men Tula...

-Jeg har sagt dig – og for at sige det nærmede hun sig, mens hun holdt drengen i hånden, og hun sagde hviskende – du skal ikke kalde mig Tula og mindst foran børnene. De må, du må ikke. Hav respekt for de små.

-Har jeg ikke respekt for dem?

-At du således foran dem blotter dine instinkter.

-Det forstår de ikke...

-Børnene forstår det hele; mere end vi gør. Og de glemmer intet. Hvis de ikke forstår det i øjeblikket, vil de forstå det i morgen. Enhver ting børnene ser eller hører er et frø i deres sjæle, som siden vokser og bliver til frugt. Og basta!

Der beyndte et trist og uroligt liv med interne kampe i hjemmet. Hun forvarede sig med børnene, som hun altid formåede at have i nærheden, og hun opfordrede ham til at gå afslappende ture. Han, på sin side, overdrev kærtegnene til børnene, han talte ustandselig til dem om deres mor, om deres stakkels mor. Han greb barnet og dér foran tanten, overdængede han hende med kys.

-Ikke så meget, mand, ikke så meget, da det kun er generende. Og det, tillad mig at sige det, er ikke naturligt. Det er udmærket, at du får dem til at kalde mig tante og ikke mama, men ikke så meget, behersk dig.

-Kan jeg ikke søge trøst hos mine børn?

-Jo, min søn, jo, men det vigtigste er at opdrage dem.

-Og så?

-At fylde dem med kys og slik, gør dem svage. Og børnene gætter det...

-Er det min skyld?

-Men findes der et hjem for børn, Guds skabninger, der er bedre en dette? De har et hjem, et virkeligt hjem, med far og mor, et rent, kysk hjem, hvor de kan være overalt til enhver tid, et hjem hvor man aldrig behøver at låse døre for dem, et hjem uden mysterier. Ønsker du mere?

Men han ønskede at nærme sig hende, at røre ved hende. En gang i mellem måtte hun ved bordet sige til ham:

-Lad være med at kigge sådan på mig, børnene ser det.

Om aftenen plejede hun at lade dem bede for mama Rosa, for lille mor, for at Gud skulle bevare hende i sit rige. En aften, efter denne bøn, hvor faderen var til stede, tilføjede hun:

-Nu, mine børn, et fadervor og et avemaría for papa også.

-Men, papa er ikke død, mama Tula.

-Det betyder ikke noget, fordi han kan dø...

-Det kan du også.

-Det er sandt, et nyt fadervor og avemaría for mig.

Og da børnene var lagt i seng vendte hun sig mod svogeren og sagde tørt:

-Det kan ikke fortsætte sådan. Hvis du stadig fører dig frem på den måde, vil jeg blive nødt til at rejse fra dette hus, selv om Rosa ikke vil tilgive mig fra himlen.

-Men...

-Som jeg har sagt; jeg vil ikke have, at du snavser dette hus til, heller ikke med blikke, som er så rent, og hvor jeg bedre kan forme dine børns sjæle. Glem ikke Rosa!

-Men, hvordan tror du, vi mænd er?

-Kød og dumhed.

-Og du, har du aldrig betragtet dig selv?

-Hvad? Hvad er dette? - det alvorlige ansigt rødmede.

-Selv om du ikke var, som du i realiteten er, deres mor, har du så ret til, Gertrudis, at forfølge mig med din nærhed? Er det retfærdigt, at du afviser mig, at du fylder huset med din person, med ilden i dine øjne, med lyden af din stemme, magnetismen fra din krop, som er fyldt med sjæl, fyldt med krop?

Gertrudis, rødmende fuldstændig, hun sænkede hovedet og tav, mens hendes hjerte bankede vildt.

-Er det min skyld, sig mig det.

-Du har ret Ramiro, hvis jeg rejste, ville børnene følge med mig, fordi de elsker mig...

-Ja, mere end mig – sagde faderen trist.

-Det er fordi, jeg ikke overkysser dem som du, og når jeg kysser dem, føler de, at mine kys er renere, at de kun er for dem...

-Og jeg gentager: Er det min skyld?

-Godt, vent et år, lad os vente et år, så jeg kan se klart i mig selv, og for at du kan se klart i dig, for at du kan overbevise dig...

-Et år..., et år...

-Synes du, det er lang tid?

-Og når året er gået?

-Så..., må vi se...

-Må vi se..., må vi se...

-Jeg lover ikke mere.

-Og hvis der i løbet af dette år...

-Hvad? Hvis du i løbet af året begår dumheder?

-Hvad mener du med dumheder?

-At du forelsker dig i en anden og gifter dig igen.

-Det – aldrig!

-Så hurtigt du sagde det.

-Det – aldrig!

-Bah, mænds ord.

-Hvis det skulle ske, hvis skyld er det så?

-Skyld?

-Ja, skyld!

-Dette ville kun betyde...

-Hvad?

-At du ikke elskede hende, at du ikke elskede din Rosa, som hun elskede dig, og som hun ville have elsket dig, hvis hun havde været enken...

-Nej, dette ville have betydet noget andet, som ikke er...

-Godt, det er nok, Ramirín, kom her hen, Ramirín! Kom, løb.

-Hun afsluttede denne uenighed.

Og hun fortsatte opdragelsen af nevøerne.

Hun ville ikke have, at pigen beskæftigede sig for meget med syning og lignende, ”kvindearbejde -sagde hun – nej, ikke noget med kvindearbejde; opgaven for en kvinde er at føde børn, ikke til at klæde dem på”.

En dag, hvor Ramirín brugte et frækt udtryk, som han havde lært på gaden, og faderen ville irettesætte ham, afbrød Gertrudis ham og sagde lavmælt: ”Nej, lad ham være, man skal lade, som om man ikke har hørt det; der bør være en verden, som man, for ikke at dømme den, kan tale om her”.

En dag, da hun hørte en enlig sige, at hun forblev enlig for at klæde helgener på, tilføjede hun ”for at klæde børnenes sjæle på”.

-Tulita er min kæreste – sagde Ramirín en dag.

-Lad være med at sige dumheder; Tulita er din søster.

-Kan man ikke være søster og kæreste?

-Nej.

-Hvad er det at være søster?

-Være søster? At være søster er...

-At bo i det samme hus – sluttede pigen.

-En dag kom pigen grædende og viste en finger, som var blevet stukket af en bi. Det første, der faldt tanten ind, var at se, om hun med munden kunne suge giften ud, det havde hun læst, man kunne med visse slanger. Bagefter erklærede børnene, og de blev støttet af faderen, at de ikke ville spare livet på en eneste af de bier, der kom i haven, at de ville forfølge dem til døden.

-Nej, ikke det – udbrød Gertrudis -; der er ingen, der rører bierne.

-Hvorfor? På grund af honningen? - Spurgte Ramiro.

-I rører dem ikke, har jeg sagt.

-Men de er ikke mødre Gertrudis.

-Jeg ved det, jeg ved det godt. Jeg har læst i en af dine bøger, hvordan bierne er, jeg har læst det. Jeg ved, hvordan bierne, der stikker og laver honning, er; jeg ved, hvad dronningen er, og jeg ved også, hvad dronerne er.

-Dronerne er os, mændene.

-Ja, det er klart!

-Ved du hvad - jeg vil gå ind i politik, man vil opstille mig som kandidat til provinsdelegeret.

-Virkelig? - sagde Gertrudis, uden at kunne skjule sin glæde.

-Glæder det dig så meget?

-Alt, hvad der kan aflede dine tanker.

-Der mangler 11 måneder, Gertrudis...

-Til hvad? Til valget?

-Ja, ja, til valget.

Det er sikkert, at der i Gertrudis' lukkede sjæl rasede en brav storm. Hendes hoved skændtes med hendes hjerte, og begge, hjerte og hoved, skændtes i hende med noget dybere, mere intimt, noget som var som marven af hendes åndelige knogler.

Når hun var alene, når Ramiro var fraværende fra hjemmet, greb hun hans og Rosas dreng, Ramirín, som hun kaldte for ”min søn”, og hun pressede ham mod jomfrubrystet, som bankede af sorg og var fyldt med armod. Andre gange betragtede hun portrættet af hende, som var, og som stadig var, hendes søster, og ligesom udspørgende hende, om hun virkelig havde ønsket, at hun, Gertrudis, skulle efterfølge hende med Ramiro. ”Ja, hun sagde, at jeg skulle blive hustru til hendes mand, hans anden kone – sagde hun – men hun kunne ikke ønske det..., jeg i det mindste, i hendes sted, kunne ikke have ønsket det. Jeg ville ikke kunne have ønsket det..., med en anden? Nej, med en anden? Ikke efter min død..., heller ikke min søster..., med en anden? Der bør ikke være mere end én. Nej, hun kunne ikke ønske det; hun kunne ikke ønske, at der mellem ham, mellem hendes mand, mellem faderen til hendes børn og mig skulle indsnige sig hendes skygge..., hun kunne ikke ønske det. Fordi, når han lå ved min side, favnende mig, kød mod kød, hvem kan da sige mig, om han ikke tænkte på hende? Jeg ville kun være mindet om hende..., noget værre end mindet om den anden. Nej, det, hun bad mig om, var at forhindre, at hendes børn fik stedmoder. Og det vil jeg forhindre! Og at gifte mig med Ramiro, overgivende ham min krop og ikke kun min sjæl, ville ikke forhindre det..., fordi jeg så ville være stedmoder. Og endnu mere hvis jeg fik børn af mit eget kød og blod...” Dette med børn af eget kød og blod fik marven på knoglerne i hendes sjæl til at banke i hellig rædsel, hun var perfekt til moderskabet, men åndeligt moderskab.

Hun låste sig inde på sit værelse, hun lå på sin lave seng, og hun græd ved foden af et billede af Den Hellige Jomfrumoder, hun græd, mens hun mumlede: ”Frugten fra dit skød...”

-En gang da hun havde Ramirín presset mod brystet, spurgte han hende:

-Hvorfor græder du mamita? - hun havde lært ham at kalde sig sådan.

-Jeg græder ikke...

-Jo, du græder...

-Ser du da, at jeg græder?

-Nej, men jeg føler, at du græder – du græder...

-Det er fordi, jeg tænker på din mor...

-Siger du ikke, at det er dig, der er mor?

-Jo, men den anden, mama Rosa.

-Nå, ja, hende som døde..., fars...

-Ja din fars!

-Hvorfor siger papa til os, at vi ikke skal kalde dig mama, men tante, lille tante Tula, og du siger, vi skal kalde dig mama og ikke tante, ikke lille tante Tula...?

-Siger papa det til jer?

-Ja, han siger, at du endnu ikke er vores mor, at du kun er vores tante...

-Endnu?

-Ja, han har sagt, at du endnu ikke er vores mor, men at du vil blive det, når der er gået nogle måneder...

”Så ville jeg blive jeres stedmoder” - tænkte Gertrudis, men hun vovede ikke at sige det til drengen.

-Godt, hør her, du skal ikke bekymre dig om disse ting, min søn...

-Da Ramiro kort efter kom hjem, faderen, kaldte hun på ham og sagde alvorligt:

-Du skal ikke fortælle drengen disse ting. Sig ikke til ham, at jeg endnu kun er hans tante, tante Tula, men at jeg vil blive hans mor. Det er at korrumpere ham, det er at åbne øjnene for ham for noget, han ikke bør se. Og hvis du gør det for gennem ham at påvirke mig, for at røre mig...

-Du sagde, at du ville have betænkningstid...

-Hvis du gjorde det af den grund, så tænk på den rolle, som du giver drengen, en rolle...

-Ja, ja, hold nu op...

-Ordene skræmmer mig ikke, men jeg holder op. Og du tænker på Rosa, husk på Rosa, din første..., kærlighed!

-Tula!

-Nu er det nok. Og søg ikke stedmor til dine børn, de har en mor.

”Vi trænger til en tur på landet” - sagde Gertrudis til sig selv, og indikerede for Ramiro, at det ville være bekvemt, hvis de alle tog på sommerferie i en lille kystby, hvor der var bjerge, og som blev domineret af havet. Hun søgte et sted, der ikke var meget på mode, men hvor Ramiro kunne finde selskab til kortspil. Hun ønskede ikke, at han skulle være tvunget til konstant seskab med familien. Det var den slags ensomhed, Gertrudis frygtede,

Dér gik de ture hver dag, op i bjergene, hvor der var udsigt til havet, mellem små frugtbuske, de to, Gertrudis og Ramiro, og de tre børn: Ramirín, Rosita og Elvira 1). Aldrig, ikke engang dér, hvor de ikke kendte nogen – det vil sige, dér mindre – havde Gertrudis vovet at gå ture alene med svogeren. Da de nåede til et punkt, hvor en væltet træstamme lå på jorden lige ved siden af stien og tilbød dem, som en rustik bænk, siddepladser, satte de to sig dér, med ansigtet mod havet, mens børnene legede i nærheden. En gang havde Ramiro foreslået, at de satte sig på jorden, på bjerggræsset, Gertrudis svarede: ”Nej, ikke på jorden, jeg føler mig ikke tilpas på jorden og slet ikke sammen med dig foran børnene”...”Men græsset er rent, og der er masser af det...”Jeg har sagt dig, at jeg ikke føler mig tilpas på jorden! Nej, stillingen er ikke bekvem...værre end ubekvem”.

Mens de sad på træstammen og kiggede ud over havet, snakkede de om tusinde ingenting, fordi så snart manden drejede samtalen ind på emner, som i henhold til stiltiende aftale var forbudt at tale om mellem dem, råbte tanten ”Ramirín!” eller ”Rosita!” eller ”Elvira!” 1) Hun talte til ham om havet, og de ord, som nåede ham, var indsvøbt i den fjerne støj fra bølgerne, som den vage tekst fra en vuggesang til sjælen. Gertrudis prøvede at dysse Ramiros følelser ned. Hun kiggede næsten aldrig på ham, hun kiggede på havet; men i havet så hun på mystisk vis mandens blik reflekteret. Det rene hav forenede deres blikke og sjæle.

Andre gange gik de i skoven, til en kastagnelund, og dér måtte Gertrudis vogte på ham, vogte på sig selv og vogte på børnene med mere omhu. Også dér fandt de en væltet træstamme, som kunne tjene dem som siddeplads.

1) Nummer to barn, Rosita, har skiftet navn fra Gertrudis til Rosa og nummer tre, Elvira, har skiftet køn. Hun var først en dreng, men nu en pige. Det skyldes forfatterens glemsomhed eller distraktion.

Hun ønskede at temperere ham til et rent og landligt familieliv, at få ham til at lægge sig træt af lyset og den friske luft, at han faldt i søvn, mens han lyttede til insekternes lyde udenfor, for at sove uden drømme, at han vågnede ved hanens galen og travlheden fra bønder og sømænd.

Om morgenen gik de til stranden, hvor den lille koloni af sommergæster forsamledes. Børnene, barfodede, underholdt sig efter badet med af skifte retning på en lille strøm vand, som kæmpede sig frem gennem sandet mod havet. Ramiro deltog somme tider i børnenes leg.

Men Gertrudis begyndte at frygte. Hun havde taget fejl i sine beregninger. Ramiro undgik kortspil med sine kolonikammerater og syntes at spionere mere end nogensinde på en lejlighed til at blive alene med sin svigerinde.

Det lille hus, som de boede i, mindede mere om en zigøjnerbutik end noget andet. De landlige omgivelser.som skulle virke afslappende, ikke på hans følelser, men på hans begær, virkede som om de ophidsede ham endnu mere, Gertrudis begyndte at føle sig urolig.

Livet bød dem mere nøgenhed her på landet, i skoven og på bjerget. Nej, landet tilbød ikke en lektion i renhed. Det rene her var at sænke blikket i havet, og selv havet..., søbrisen ramte dem som et stik.

-Se, hvor smukt! - udbrød Gertrudis en eftermiddag, hvor de sad og betragtede havet.

Det var fuldmånen, rød over blegheden, som spejledes i bølgerne som en gigantisk og enestående blomst i bankende ensomhed.

-Hvorfor har poeterne sunget så meget om månen – sagde Ramiro – hvorfor er lyset romantisk og for de forelskede?

-Jeg ved det ikke, men det falder mig ind, at det er den eneste jordklode, fordi det er en jordklode..., som vi ser..., vel vidende at vi aldrig kommer til den..., den er uopnåelig. Ikke solen, solen frastøder os; vi holder af at bade os i dens lys, men vi ved, at den er ubeboelig, at vi ville brænde op i den, mens man tror, at man ville kunne leve på månen i fred og evig fordragelighed, uden storme, fordi vi ser, at den ikke forandrer sig, men vi beklager, at vi ikke kan komme der op, den er urørlig.

-Og den viser altid det samme ansigt..., dette triste og alvorlige ansigt..., det vil sige, ikke altid! Fordi den forandrer sig lidt efter lidt, og den formørkes helt, og andre gange ligner den et segl...

-Ja – og da hun sagde det forekom det, som om Gertrudis fulgte sine egne tanker uden af høre Ramiros, selv om det ikke var sådan -; den viser altid det samme ansigt, fordi den er konstant og tro. Vi ved ikke, hvordan den er på den anden side..., hvordan det andet ansigt ser ud...

-Og dette øger mysteriet.

-Måske..., måske... Jeg forestiller mig, at nogen brænder efter at komme til månen..., det umulige..., for at se hvordan den anden side er..., for at kende og udforske dens andet ansigt...

-Det mørke...

-Det mørke, det tror jeg ikke. Nu er dét, som vi ser, illumineret, det andet er mørkt, men enten ved jeg ikke meget om disse ting, eller når dette ansigt bliver mørkt over det hele, ved nymåne, er det andet i lys, det er fuldmåne på den anden side.

-For hvem?

-Hvordan for hvem?

-Når den anden side lyser, for hvem lyser den så?

-For himlen! Og basta. Eller er det sådan, at Gud skabte månen til at lyse for os på jorden om natten? Og hvorfor snakker vi om disse tosserier?

-Ja, men hør her, Tula...

-Rosita!

Og hun lod ham ikke kommentere månens uberørthed og udseende.

Da hun talte om at vende tilbage til byen, skyndte han sig at acceptere det. Dette ophold på landet mellem bjergene og havet havde været sterilt for hans formål. ”Jeg har taget fejl”, sagde han til sig selv. Her er mere sikkert end hjemme. Her synes hun at kunne gemme sig i bjergene, i skoven og som om havet tjener hende som skjold; her er hun lige så urørlig som månen, og ydermere denne luft med salt filtreret gennem solstråler får blodet i kog..., og hun forekommer mig at være udenfor sine vante omgivelser, og som om hun frygter noget; Og hun på sin side sagde: ”Nej, renheden er ikke på landet, renheden er i en celle, i klostret og i byen, og den udvikler sig mellem folk, som forenes i små boliger for bedre at kunne isolere sig; Byen er et kloster for enlige, her på landet er jorden, som man næsten lægger sig på, den forener, og dyrene er en anden slags slanger i paradiset...! Til byen, til byen!”

I byen var hendes kloster, hendes hjem, og i det hendes celle. Og her ville hendes svoger bedre kunne slappe af. Oh, hvis hun kunne sige om ham – tænkte hun – det som Santa Teresa i et brev – Gertrudis læste meget af Santa Teresa – sagde om sin svoger don Juan de Ovalle, ægtemand til dona Juana de Ahumada: ”Han er i en tilstand af barnlighed...” Hvordan gør jeg ham barnlig?

XII

Til sidst kunne Gertrudis ikke holde sin ensomhed ud og besluttede at bringe sin sorg til fader Álvarez, hendes skriftefader, men ikke hendes åndelige vejleder. Fordi denne kvinde havde altid afvist at blive dirigeret, og mindst af en mand. Hendes moralske opførsel, hendes overbevisning og religiøse tro havde formet hende af det hun hørte fra omgivelserne og fra det, hun læste, men hun opfattede det på sin egen måde. Hendes stakkels onkel, don Primitivo, præsten, som havde opdraget de to søstre, og som underviste dem i katekismen om den kristne doktrin, som er forklaret ifølge El Mazo, følte altid en dyb respekt for sin nieces, Gertrudis', intelligens, som han beundrede. ”Hvis du blev nonne – plejede han at sige – ville du blive en ny Santa Teresa... Hvilke ting der falder dig ind, min pige...!” Og andre gange: ”Det forekommer mig, at det, du siger, Tulilla, lugter en smule af kætteri, hum! Jeg ved det ikke..., jeg ved det ikke..., for det er ikke muligt, at din skytsengel inspirerer dig til kætteri, men dette lyder for mig som..., hvad ved jeg...!” Og hun svarede leende: ”Ja, onkel, det er tosserier, som falder mig ind, og nu, når du siger, det lugter af kætteri, vil jeg ikke tænke det igen”. Men hvem sætter grænser for tankerne?

Gertrudis følte sig altid ensom. Det vil sige ensom overfor dem, der ville hjælpe hende, fordi for at hjælpe andre, nej, da var hun ikke ensom. Hun var som en forældreløs belæsset med børn. Hun var som en stok for alle dem, der var omkring hende; men hvis hendes ben rystede, hvis hendes hoved ikke holdt kursen på stien, hvis hendes hjerte begyndte at hamre og dirre, hvem ville så støtte hende? Hvem ville være hendes stok? Fordi hun, så nedsunket i den bedste følelse, modersfølelsen, ikke følte troskaben. ”Er dette ikke stolthed?”, spurgte hun sig selv.

Til sidst kunne hun ikke holde ensomheden ud og besluttede at bringe sin sorg til fader Álvarez. Hun fortalte ham om aftalen og Ramiros forslag, og også det, han havde sagt til børnene, at de ikke skulle kalde hende mor endnu og hvilke grunde, hun havde til at opretholde renheden i dette hjem, og hvordan hun ikke ønskede at overgive sig til nogen mand, men reservere sig for bedre at kunne passe Rosas børn.

-Men det med Deres svoger, det forekommer mig meget naturligt – argumenterede den gode sjælefader.

-Nu drejer det sig ikke om min svoger, fader, men om mig; og jeg tror ikke, at jeg ville have kommet til Dem for at søge alliance.

-Nej, nej, mit barn, nej.

-Som man siger, at i skriftestolene producerer man bryllupper, og at De, præsterne, arbejder som formidlere af giftermål...

-Det eneste, jeg siger nu, mit barn, er, at det er meget naturligt, at Deres svoger, enkemand og ung og stærk, ønsker at gifte sig igen, og mere naturligt, næsten helligt, at han søger en ny mor til sine børn...

-En ny mor? De har allerede mor!

-Ja; men..., og hvis denne rejste...

-Rejse? Jeg? Jeg er ligeså forpligtet overfor disse børn, som var jeg deres mor af kød og blod...

-Der vil snart blive talt om det...

-Hvad man taler om, fader har jeg allerede sagt, at det ikke rører mig...

-Og hvis De gjorde det præcis af den grund, fordi man snakker? Undersøg Dem selv og se, om der ikke i dette er et lille ønske om at konfrontere de fjerne bekymringer, at udfordre den offentlige mening...

-Og hvis det var sådan, hvad så?

-At dette er syndigt. Og når alt kommer til alt, er spørgsmålet et andet...

-Og hvilket spørgsmål er det?

-Spørgsmålet er, om De elsker ham, ja eller nej?

-Som ægtefælle..., nej!

-Men afviser De ham?
-Afviser ham..., nej!

-At da han henvendte sig til Deres søster, den afdøde, så kunne han have henvendt sig til Dem...

-Fader, fader – hendes stemme rystede.

-Ja, deraf kommer det...

-Fader, det er ikke en synd...!

-Men nu drejer det sig om åndelig vejledning, om at modtage råd... Og ja, det er synd, måske er det synd... Måske er der her en gammel jalousi...

-Fader!

-Det er nødvendigt at gå i dybden med dette. Måske har De ikke tilgivet ham endnu...

-Jeg har sagt, fader, at jeg elsker ham, men ikke som ægtefælle. Jeg elsker ham som en broder, som mere end en broder, som faderen til mine børn, fordi disse er mine i det inderste af min sjæl, af hele mit hjerte; men som ægtefælle, nej. Jeg kan ikke optage pladsen i hans seng, som var min søsters. Og først og fremmest, jeg vil ikke give mine børn stedmoder...

-Stedmoder?

-Ja, stedmoder. Hvis jeg gifter mig med ham, med faderen til mine hjertebørn, vil jeg give dem stedmoder og endnu mere, hvis jeg fik børn af kød og blod med ham. Dette.... aldrig!

-Nu...

-Ja, nu, hvor jeg har tre hjertebørn..., mine børn...

-Men tænk på ham, på Deres svoger, på hans situation...

-Tænke hvad...?

-Ja, har De ikke medlidenhed med ham?

-Jo, det har jeg. Og derfor hjælper og støtter jeg ham. Han er som et andet barn for mig.

-De hjælper ham..., og støtter ham...

-Ja, jeg hjælper og støtter ham med at være far...

-At være far..., at være far... Men han er en mand...

-Og jeg en kvinde!

-Han er svag...

-Er jeg stærk?

-Mere end nødvendigt.

-Mere end nødvendigt? Og det med den stærke kvinde?

-Det er sådan, at denne styrke, mit barn, nogen gange kan kan være hårdhed, være grusomhed. Det er hårdt for ham, meget hårdt. De elsker ham ikke som ægtefælle? Og hvad betyder det? Det er ikke nødvendigt for at gifte sig med en mand. Mange gange må en kvinde gifte sig med en mand af medlidenhed, for at han ikke skal være alene, for at redde ham, for at redde hans sjæl...

-Men jeg lader ham ikke alene...

-Jo, jo, De lader ham alene. Jeg tror, De forstår mig, uden at jeg forklarer det tydeligere...

-Ja, ja, jeg forstår det, men jeg ønsker ikke at forstå det. Han er ikke alene. Det er mig, der er alene..., alene..., altid alene...

-Men De kender det med ”at det er bedre at gifte sig end at brænde sig...”.

-Men jeg brænder mig ikke...

-Beklager De Dem ikke over Deres ensomhed?

-Det er ikke ensomhed at brænde sig, det er ikke den ensomhed, som De, fader, hentyder til. Det er ikke den. Jeg brænder mig ikke...

-Og hvis han brænder sig?

-At han forfrisker sig i kærligheden til sine børn...

-Godt, men nu forstår De mig...

-Alt for godt.

-Og hvis ikke, vil jeg sige Dem mere klart endnu, at Deres svoger er i fare, og hvis den rammer ham, vil De få skylden...

-Mig?

-Ja, det er klart!

-Jeg ser det ikke så klart. Da jeg ikke er en mand...

-De sagde til mig, at en del af Deres frygt for at gifte Dem med Deres svoger var at få børn med ham, var det ikke sådan?

Jo, sådan er det. Hvis vi fik børn, ville jeg, uanset om jeg ønsker det eller ej, blive stedmor til dem, min søster har overladt mig...

-Men ægteskabet oprettedes ikke kun for at få børn...

-For at gifte sig og give nåde til de gifte og føde børn til Guds himmel.

-Give nåde til de gifte... Forstår De det?

-Næppe...

-At de må leve i nåde, fri for synder...

-Nu forstår jeg det mindre...

-Godt,, at det er et middel mod sensualiteten

-Hvordan? Hvad er dette? Hvad?

-Men hvorfor tager De sådan på vej? Hvorfor så ophidset?

-Hvad er midlet mod sensualiteten? Ægteskabet eller kvinden?

-Begge to..., kvinden... og...og manden.

-Nej, fader, nej, nej og nej. Jeg kan ikke være et middel mod noget! Hvad er det med at anse mig for et middel? Et middel... mod det! De regner mig ikke for noget...!

-Ja, men det er jo...

-Nej, det tjener intet formål. Hvis han ikke havde haft børn med min søster, ville jeg måske have giftet mig med ham for at få dem..., for at få dem med ham..., men middel? Og til det? Jeg middel? Nej!

-Og hvis han havde henvendt sig til Dem, før han henvendte sig til Deres søster...?

-Til mig? Før? Da vi traf ham? Vi skal ikke snakke sammen mere, fader, fordi vi forstår ikke hinanden, jeg ser, at vi taler forskellige sprog. Jeg forstår ikke Deres og De ikke mit.

-Da hun havde sagt det rejste hun sig fra skriftestolen. Hun kunne næsten ikke gå, så øm var hun blevet i benene af at ligge på knæ. Og samtidig smertede det i sjælen, og hun følte sin ensomhed dybere end nogensinde. ”Nej, nej, han forstår mig ikke – sagde hun til sig selv – han forstår mig ikke. Når alt kommer til alt, er han en mand! Men forstår jeg mig selv? Elsker jeg ham, eller elsker jeg ham ikke? Er det ikke hovmod dette? Er det ikke den triste historie om armeneren, som for ikke ar grise sig til, ikke sprang i en mudderpøl for at redde sin kammerat...? Jeg ved det ikke..., jeg ved det ikke...”.

XIII

Pludselig opdagede Gertrudis, at hendes svoger havde forandret sig, at han dækkede over en hemmelighed, at han gik i tanker og var mistænksom, og at han ofte forlod hjemmet. Men disse lange fravær fra hjemmet narrede hende ikke. Hemmeligheden var i hjemmet. Og ved hjælp af vedholdende tålmodighed opnåede hun at overraske intime, genkendende blikke mellem Ramiro og tjenestepigen.

Manuela var et børnehjemsbarn på 19 år, sygelig og bleg med feberstrålende øjne, med underdanige og sagtmodige manerer og af meget få ord, hun virkede altid meget trist. Gertrudis, overfor hvem hun uden at vide det altid rystede, kaldte hun ”frue”. Ramiro ønskede, at hun skulle kalde hende ”frøken”.

Nej, kald mig frue, ikke noget med frøken...

Almindeligvis forekom det, som om tjenestepigen frygtede hende, hun blev skamfuld og forandret i hendes nærvær. Og hun undgik børnene og sagde næppe et ord til dem. Børnene følte ligegyldighed overfor Manuela. En gang i mellem drillede de hende for hendes måde at tale på, hvilket fik hende til at rødme. ”Det mærkelige er – tænkte Gertrudis – at til trods for alt vil hun ikke rejse...; Der er noget kat over pigebarnet”. Indtil hun opdagede, hvad det var, Ramiro skjulte.

En dag opnåede hun at overraske det stakkels pigebarn, da hun kom ud fra Ramiros værelse, fra ”den unge herre” - fordi det kaldte hun ham – rødmende og åndeløs. Deres blikke mødtes, og tjenestepigen slog øjnene ned. Det skete en anden gang, hvor drengen, Ramirín, var sammen med tanten, han sagde:

-Sig mig mama Tula, er Manuela også vores søster?

-Jeg har fortalt dig, at alle mænd og kvinder er søskende.

-Ja, men som os, vi som bor sammen...

-Nej, fordi selv om hun lever her, er det ikke hendes hjem.

-Og hvor er hendes hjem?

-Hendes hjem? Det vil du ikke ønske at vide. Og hvorfor spørger du om det?

-Fordi jeg har set papa kysse hende...

-Den aften, kort efter at børnene var lagt i seng, sagde Gertrudis til Ramiro:

-Vi må tale sammen.

-Men der mangler stadig otte måneder...

-Otte måneder?

-Det er fire måneder siden, du sagde, at jeg skulle vente et år?

-Det drejer sig ikke om det, men om noget mere alvorligt.

Ramiros hjerte standsede, og han blev bleg

. -Mere alvorligt?

-Mere alvorligt, ja. Det drejer sig om dine børn, om deres gode opdragelse, og det drejer sig om denne stakkels børnehjemspige, som jeg er sikker på, at du forulemper.

-Og hvis det er sådan, hvem har så skylden?

-Du spørger endnu engang? Vil du også beskylde mig for det?

-Ja, det er klart!

-Godt, Ramiro, det er slut nu, det med et år; der er overhovedet ingen frist – det kan der ikke være..., nej, det kan der ikke være. Og nu er det sikkert, at jeg rejser, og, lad loven sige, hvad den vil, jeg tager børnene med mig, det vil sige, de rejser med mig.

-Men, er du vanvittig Gertrudis?

-Du er den vanvittige.

-Men hvad ønsker du...

-Ingenting, det er enten mig eller hende. Enten rejser jeg, eller du smider hende på porten.

Der fulgte en lammende tavshed.

-Jeg kan ikke smide hende ud, Gertrudis, jeg kan ikke smide hende ud. Hvor skal hun gå hen? Til børnehjemmet igen?

-Til at tjene i et andet hus.

-Jeg kan ikke smide hende ud, Gertrudis, jeg kan ikke smide hende ud, og manden brast i gråd.

-Stakkels mand! - mumlede hun og lagde sin ene hånd over hans – det gør mig ondt.

-Nu? Ja? Nu...

-Ja, det gør mig ondt, Jeg er klar til det hele...

-Gertrudis! Tula!

-Men du har sagt, at du ikke kan smide hende ud...

-Det er rigtigt, jeg kan ikke smide hende ud – og han rystede atter.

-Men så, vil hun ikke rejse alene?

-Nej, nej, hun vil ikke rejse alene.

-Og fristen på otte måneder?

-Jeg er fortabt, Tula, jeg er fortabt.

-Nej, den, der er fortabt, er hende, den forældreløse, børnehjemsbarnet, hun uden beskyttelse.

-Det er rigtigt, det er rigtigt!

-Men plag dig ikke sådan, Ramiro, for sagen har en let løsning...

-Løsning? Og let? - og han vovede at se hende i ansigtet.

-Ja, gift dig med hende.

Et lyn, der havde såret ham, kunne ikke have gort ham mere oprevet end disse enkle ord.

-At jeg gifter mig! At jeg gifter mig med tjenestepigen! At jeg gifter mig med en børnehjemspige? Og det siger du til mig...

-Og hvem skulle ellers sige det! Jeg, den virkelige mor i dag til dine børn.

-Du vil give dem stedmor?

-Nej, ikke det, fordi jeg er her og vil fortsat være deres mor. Men jeg giver en far til dem, som kommer til at blive dine nye børn, og dem giver jeg også mor. Dette børnehjemsbarn fortjener at blive mor, hun vil have pligt til at blive det, hun har ret til et barn, og en far til sit barn.

-Men Gertrudis...

-Gift dig med hende, har jeg sagt, og det samme siger Rosa. Ja – og med en rolig og blød stemme, der lød som et udråb – Rosa, din kone, siger gennem min mund, at du skal gifte dig med børnehjemspigen. Manuela!

-Frue – man hørte det som en klynken, og den stakkels pige, som gemt bag ovnen i køkkenet havde hørt det hele, flyttede sig ikke ud af stedet. Gertrudis kaldte igen på hende og efter et nyt ”Frue”, rørte hun sig heller ikke.

-Kom her hen, eller jeg kommer og henter dig.

-For Guds skyld, sukkede Ramiro.

Pigen nærmede sig, idet hun dækkede det grædende ansigt med hænderne.

-Tag hænderne væk og se på os.

-Nej frue, nej!

-Jo, se på os. Her har du din herre, Ramiro, som beder dig undskylde, hvad han har gjort mod dig.

-Det er mig, der undskylder frue og til Dem.

-Nej, han beder dig om undskyldning og han vil gifte sig med dig.

-Men frue! - udbrød Manuela, samtidig med at Ramiro udbrød: ”Men Gertrudis”

-Jeg har sagt det, han gifter sig med dig, det ønsker Rosa. Vi kan ikke efterlade dig sådan. Fordi du er allerede..., er det ikke sandt?

-Det tror jeg frue, men jeg...

-Græd ikke sådan, afgiv heller ikke løfter, jeg ved, at det ikke er din skyld...

-Men det kan ordnes...

-Manuela ved godt – sagde Ramiro – at jeg aldrig havde tænt på at svigte hende..., jeg ville have anbragt...

-Ja frue, og jeg ville have været tilfreds...

-Nej, du bør ikke være tilfreds med det, du skulle til at sige. Eller bedre, Ramiro kan ikke være tilfreds med det. Du er vokset op på et børnehjem, er det ikke sådan?

-Jo frue.

-Godt, dit barn skal ikke vokse op på et børnehjem. Det har ret til en far, og det vil det få. Og nu, gå..., gå til dit kammer og lad os være alene

Og da hun og Ramiro blev alene:

-Jeg tror ikke, at du tvivlede et øjeblik...

-Men det, du foreslår, er vanvittigt, Gertrudis.

-Det vanvittige, værre en vanvittigt, det infame, er det, du tænkte på at gøre.

-Tal hellere med fader Álvarez.

-Det behøver jeg ikke. Jeg har talt med Rosa.

-Men hun sagde til dig, at du ikke skulle give børnene stedmor.

-Til hendes børn? Og dine!

-Ja, til vores børn...

-Jeg vil ikke give dem stedmor. For dem, for vores, vil jeg fortsat være deres mor, men det fra hende...

-Ingen vil nægte dig at være mor.

-Jo du, hvis du ikke gifter dig med hende. Det vil ikke være at være mor.

-Hun...

-Hvad? Fordi hun ikke har kendt sine forældre foregiver du, at hun ikke kan være, som hun bør være?

-Men læg mærke til, at denne pige...

-Det er dig, der skal lægge mærke til...

-Det er vanvittigt..., vanvittigt...

-Det vanvittige var tidligere. Tænk på, at hvis du ikke gør det, du bør gøre, vil jeg offentliggøre skandalen. Hele verden vil få det at vide!

-Gertrudis!

-Gift dig med hende, og basta!

XIV

En dyb tristhed fyldte hjemmet efter Ramiros ægteskab med børnehjemspigen. Og det meget mere end i tiden før tjenestepigen. Gertrudis var mere end nogensinde herre i huset. Hun anstrengte sig for at holde det nye ægteskab adskilt fra børnene, for at disse mindst muligt skulle bemærke det intime samliv. Men det var nødvendigt at ansætte en ny tjenestepige og at forklare sagen for de små.

Men hvordan skulle man forklare, at den tidligere tjenestepige skulle sidde med ved bordet, når man spiste? Fordi det krævede Gertrudis.

-For Guds skyld, frue – bad Manuela – gør mig ikke så skamfuld..., se, hvor jeg skammer mig... At få mig til at sidde med ved bordet med herskabet, og især med børnene..., og at sige ”du” til den unge herre..., aldrig!

-Tal til ham, som du vil, men det er vigtigt, at børnene, som du frygter så meget, ved, at du hører til familien.

Nu, når dette er ordnet, vil I ikke kunne overraske med intimiteter i smug. I vil skjule det bedre. Fordi før, da I ønskede at skjule det, forrådte det jer.

Manuelas svangerskab blev meget besværligt. Hendes skrøbelige krop støttede det dårligt. Gertrudis anbefalede, at hun skjulte det unormale ved sin krop for børnene.

Ramiro levede nedsænket i en resigneret desperation, mere end nogensinde underlagt Gertrudis' vilje.

-Ja, ja, jeg har forstået det nu – sagde han – der var ikke andet at gøre, men...

-Trykker det dig? - spurgte Gertrudis.

-At have giftet mig, nej! At være tvunget til at gifte mig igen, ja!

-Det skal du ikke tænke på nu; op med humøret!

-Åh, hvis du havde ønsket det, Tula!

-Jeg gav dig en frist på et år, overholdt du den?

-Og hvis jeg havde overholdt den, som du ønskede, hvad så efter et år, sig mig det? Du lovede mig ingenting.

-Selv om jeg havde lovet dig noget, havde det været det samme. Nej, det havde været værre. I vores tilfælde ville det, at have givet dig et løfte, at bare have bedt om en udættelse, have været værre.

-Men hvis jeg havde overholdt fristen, som du ønskede, jeg skulle overholde, hvad så? Hvad ville du have gjort?

-Jeg ved det ikke.

-Du ved det ikke..., Tula..., du ved det ikke...?

-Nej, jeg ved det ikke; jeg siger dig, jeg ved det ikke.

-Men dine følelser...

-Tænk nu på din kone, jeg ved ikke, om hun kan overleve den tilstand, du har sat hende i. Hun er så svag den lille stakkel. Hun er fyldt med frygt. Hun er fortsat skræmt over at være din kone og husmor i hjemmet.

Da den frygtede fødsel kom, gentog Gertrudis den selvfornægtelse, hun havde vist ved sin søsters fødsler, og hun modtog barnet, en lille svag skabning. Det var også hun, som vaskede og svøbte barnet, før hun præsenterede det for faderen.

-Her har du ham, din søn, her har du ham.

-Stakkel lille du! - udbrød Ramiro, som følte, at hans indvolde smeltede ved synet af den lille, levende og lidende rulle kød.

-Det er din søn, en søn til...Det er en søn mere, vi får.

-Vi får? Også du?

-Ja, også mig; jeg skal ikke være stedmor for ham, nu hvor jeg har sørget for, at de andre ikke får det.

-Og sådan blev det, hun gjorde ikke forskel på den ene og de andre.

-Du er en helgen, Gertrudis – sagde Ramiro til hende – men en helgen, der har syndet.

-Sig ikke det, jeg er en synder, som bestræber sig på at skabe helgener, helgener af dine børn og af dig og din kone.

-Min kone!

-Din kone, ja, moderen til din søn. Hvorfor behandler du hende med kærlig foragt, som om hun var en byrde?

-Hvad vil du have, jeg skal gøre, forelske mig i hende?

-Men var du ikke det, da du forførte hende?

-I hvem? I hende?

-Ja, jeg ved det, jeg ved, at du ikke..., men hun fortjener det den stakkel...

-Hun er den dårligste kvalitet af en kvinde overhovedet, hun er ingenting...

-Nej, nej, hun er bedre, meget bedre end du tror. Du kender hende ikke endnu.

-Hun er en slave...

-Måske, men så bør du frigive hende..., staklen er skræmt..., hun blev født skræmt... Du udnytter hendes frygt...

-Jeg ved ikke, jeg ved ikke, hvordan alt dette skete...

-Sådan er mænd; I ved ikke, hvad I laver og tænker ikke over det. I gør tingene uden at tænke...

-Det er værre at tænke over dem og ikke gøre dem.

-Hvorfor siger du det?

-Nej, ikke for noget.

-Du tror uden tvivl, at jeg ikke kan andet end at tænke?

-Nej, det har jeg ikke sagt...

-Jo, du tror, at jeg kun er tanker...

På ny blev den stakkels Manuela, børnehjemsbarnet, slaven, gravid. Og Ramiro i meget dårligt humør over dette.

-Som om man ikke har nok i forvejen, sagde han.

-Hvad vil du have, jeg skal gøre! - udbrød offeret.

-Du har selv ønsket det – konkluderede Gertrudis.

Senere, da de var alene, bebrejdede hun ham atter for den medfølende foragt, han viste sin kone, som udholdt denne graviditet dårligere end den første.

-Jeg frygter for den stakkels pige – forudsagde don Juan, lægen, en enkemand, som af og til besøgte dem.

-Tror De, hun er i fare? - spurgte Gertrudis.

-Denne stakkels pige er ødelagt indvendig; det er tuberkulose. Hun vil stå imod, det er det mest sandsynlige, indtil hun føder, fordi naturen, som er meget klog...

-Ikke naturen, nej! Den Hellige Jomfrumoder, don Juan – afbrød Gertrudis ham.

-Som De ønsker; jeg overgiver mig, som altid, for Deres overlegne viden. Men, som jeg sagde, naturen eller Jomfruen, som for mig er det samme...

-Nej, Jomfruen er Nåden...

-Godt, altså naturen, Jomfruen, Nåden eller hvad det nu er, gør i disse tilfælde, at moderen forsvarer sig og modstår, indtil hun føder barnet. Den lille uskyldige tjener den kommende moder som skjold mod døden.

-Og derefter?

-Da vil De formentlig være nødt til alene at opfostre, med hjælp fra en amme naturligvis, et barn til. De har nu fire; De vil blive bebyrdet med fem!

-Alle, som Gud giver mig.

-Og sandsynligvis, det er ikke helt sikkert, men kort efter vil don Ramiro formentlig atter være fri – og han stirrede med sine små, grå øjne på Gertrudis.

-Og klar til at gifte sig for tredje gang – tilføjede hun og lød uforstående.

-Det ville være heroisk!

-Og De, som er enkemand, og enkemand uden børn, er der ikke heltestof i Dem?

-Åh, dona Gertrudis, hvis jeg kunne tale...

-Ja, men ti helst stille.

-Jeg tier.

Han tog hendes hånd og holdt den et øjeblik, med den anden slog han nogle små slag, han tilføjede med et suk:

-Hver mand er en verden, Gertrudis.

-Og hver kvinde en måne, er det ikke sådan, don Juan?

-Alle kvinder kunne være en himmel.

”Denne mand giver mig et platonisk kurmageri”, sagde Gertrudis til sig selv.

Da hele huset frygtede for den stakkels Manuela, og alle hensyn var for hende, måtte Ramiro pludselig i seng. Naturligvis med lungebetændelse. Den stakkels børnehjemspige blev som en vanvittig.

-Lad mig ordne det, Manuela – sagde Gertrudis -; du skal passe på dig selv og den du bærer på. Anstreng dig ikke for at passe din mand, det kan forværre din tilstand.

-Men jeg bør...

-Du bør passe på dig selv.

-Og min mand...

-Ikke nu, nu skal du passe på dit barn, det barn som skal komme.

Ramiros sygdom blev værre.

-Jeg frygter komplikationer med hjertet – understregede don Juan -. Det er svagt; det er klart, med alle de bekymringer og uheld!

-Men vil han dø, don Juan? - spurgte Gertrudis fyldt med frygt.

-Alt kan ske...

-Red ham, don Juan, red ham...

-Jeg ønsker ikke andet...

-Åh, hvilken ulykke! Hvilken ulykke! - og for første gang så man, at den stærke kvinde måtte sætte sig ned og besvime.

-Det er faktisk forfærdeligt - sagde lægen, da Gertrudis kom til sig selv igen – at således efterlade fire børn, eller skal vi sige fem? Og denne stakkels enke, sådan som hun befinder sig...!

-Det er det mindste onde, don Juan. Til alt det er jeg nok, jeg klarer det. Hvilken ulykke! Hvilken ulykke!

Lægen gik. Han sagde til sig selv: ”Det er klart, denne svigerinde regnede med atter at få svogeren fri. Hver person er en verden og nogle mange verdener. Men hvilken kvinde! En rigtig kvinde! Hvilken styrke! Hvilken klogskab! Og hvilke øjne! Hvilken krop! Hun udstråler ild!”.

En eftermiddag, hvor feberen var faldet lidt, og han var mere rolig, kaldte Ramiro på Gertrudis, han bad hende lukke døren, og han sagde:

-Jeg dør, Tula, jeg dør uden redning. Jeg føler, at hjertet ikke vil slå mere til trods for alle indsprøjtninger; jeg dør...

-Tænk ikke på det, Ramiro.

-Jeg dør, og tiden er inde, Tula, til at fortælle hele sandheden. Du giftede mig med Rosa.

-Da du ikke besluttede dig og trak i langdrag...

-Og ved du hvorfor?

-Ja, jeg ved det, Ramiro.

-I begyndelsen, da jeg så jer, da jeg så parret, lagde jeg kun mærke til Rosa; det var hende, man bemærkede langt fra, men da jeg nærmede mig, da jeg begyndte at besøge jer, så jeg kun dig, fordi du er den eneste, man bemærker tæt på. Langt fra viskede hun dig ud, tæt på viskede du hende ud.

-Tal ikke sådan om min søster, om moderen til dine børn.

-Nej; moderen til mine børn er dig, dig, dig.

-Tænk nu ikke på andet end Rosa, Ramiro.

-Som jeg snart vil være sammen med, ikke?

-Hvem ved...! Tænk på at leve, på dine børn...

-Mine børn har dig, deres mor.

-Og på Manuela, den stakkels Manuela...

-Denne frist, Tula, denne fatale frist.

Gertrudis' øjne fyldtes med tårer

-Tula! - klynkede den syge, han åbnede armene.

-Ja, Ramiro, ja – udbød hun og faldt ham i armene og omfavnende ham.

-De kyssede hinanden, og sådan lå de, hulkende.

-Tilgiver du mig alt, Tula?

-Nej, Ramiro, nej, det er dig, der skal tilgive mig.

-Jeg?

-Ja, dig. En gang talte du om helgener, som laver syndere. Måske har jeg haft en umenneskelig ide om dyden. Men det første, da du henvendte dig til min søster, da gjorde jeg det, jeg burde gøre. Ydermere, det tilstår jeg, mænd, alle mænd, selv du Ramiro, har altid indgivet mig frygt, jeg har ikke kunnet se andet end dumhed og muskler i dem. Jeg har flygtet fra mændene...

-Det gjorde du ret i, Tula.

-Nu skal du hvile, fordi sådanne følelsesudbrud kan skade dig.

Hun sørgede for, at han havde armene under tæppet, hun dækkede ham til, hun gav ham et kys på panden, som var han et barn – og et barn var han nu for hende – og hun gik. Da hun var alene, sagde hun til sig selv: ”Og hvis han kommer sig og bliver helbredt? Hvis han ikke dør? Nu når hemmeligheden mellem os er røbet? Og den stakkels Manuela? Jeg ville blive nødt til at rejse! Hvorhen? Og hvis Manuela dør, og han atter bliver fri?” Hun gik for at tilse Manuela, som hun fandt nedbrudt.

Den følgende dag bragte hun børnene til faderens leje, allerede sakramenteret og dødsmærket, hun løftede dem en efter en og lod dem kysse ham. Bagefter kom, støttet til Gertrudis, Manuela, som næsten døde af sorg over at se den syge. Gertrudis måtte følge hende ud og lægge hende i seng. Og lidt efter, med hånden i Gertrudis' hånd og hviskende: ”Farvel min Tula”, trak Ramiro sit sidste åndedrag. Og hun, tanten, tømte sit hjerte i sorgfyldte hulk over den livløse krop af faderen til hendes børn, den stakkels Ramiro.

XVI

Udenom overhovedet var der var næppe opstandelse i hjemmet, fordi børnene var ude af stand til at forstå, hvad der var sket, og Manuela, enken, næsten uden at vide det, koncentrerede sit liv og sine kræfter på at kæmpe, på samme måde som en plante, for det andet liv, som hun bar i skødet og stadig gentagende, som klynken fra et såret kreatur, at hun ønskede at dø. Gertrudis sørgede for alt.

Hun lukkede øjnene på den døde, ikke uden at sige til sig selv: ”Kigger du stadig på mig?” Hun indhyllede ham, som hun havde gjort med onklen, hun dækkede ham med en jakke over det tøj, han havde på, da han døde og uden at tage det af, og derefter, knust af lang tids udmattelse, af årenes træthed, trykkede hun et øjeblik sin mund mod Ramiros kolde mund og genoplevede deres liv, hvilket var hendes liv. En gråd fra et af børnene, den lille, fra børnehjemspigens søn, bevirkede, at hun løsrev sig fra den døde, og gik hen for at gribe og tysse og kæle for den levende.

Manuela sank dybere ned.

-Jeg..., frue, jeg dør, jeg vil ikke klare det denne gang; denne fødsel vil koste mig livet.

Og sådan blev det. Hun fødte en pige, og hun forsvandt i blod. Gertrudis måtte overvinde sin modvilje mod blod. Især sort og størknet blod. Det kostede hende altid en frygtelig kamp med sig selv at besejre denne afsky. En gang, kort før hun døde, fik hendes søster, Rosa, et opkast, som Gertrudis flygtede fra. Og det var ikke frygt, nej, det var især afsky.

Manuela døde med øjnene fastlåst i Gertrudis'. I Manuelas øjne vandrede der tågefigurer over skygger fra børnehjemmet.

-Dine børn skal du ikke bekymre dig om – havde Gertrudis sagt -, fordi jeg vil leve til de er godt anbragt og kan klare sig selv i verden, og hvis ikke jeg, så vil jeg overlade det til deres søskende. Jeg vil især passe på denne sidste, den lille stakkel, som koster dig livet. Jeg vil være hendes mor og far.

-Tak! Tak! Tak! Gud vil takke Dem! De er en helgen!

Hun ville kysse Gertrudis på hånden, men Gertrudis bøjede sig frem mod hende, hun kyssede hende på panden og bød hende sin kind, for at hun skulle kysse den. Og disse udtryk for taknemmelighed gentog børnehjemsbarnet som en, der reciterer en lektie, som er lært fra barnsben. Hun døde, som hun havde levet, som et tamt og tålmodigt dyr.

Og det blev dette dødsfald, så naturligt, som trængte dybest ned i Gertrudis' sind, hun som havde oplevet tre andre. I dette troede hun bedre at forstå meningen med gåden. Ikke hendes onkels, ikke hendes søsters og ikke Ramiros borede sig så dybt ned i hullet, som åbnede sig i midten af hendes sjæl. Det var som om dette dødsfald bekræftede de tre andre, som om det belyste dem.

I sine ensomme grublerier sagde hun til sig selv: ”De andre døde, denne har man dræbt...! Man har dræbt hende...! Vi har dræbt hende! Har jeg ikke dræbt hende mere end nogen anden? Har jeg ikke bragt hende i den ulykke? Men har staklen overhovedet levet? Kunne hun leve? Fødtes hun måske? Hvis hun var eksponeret, har hendes død så ikke været udstilling? Var hendes ægteskab ikke det? Har vi ikke kastet hende ud i evigheden, så hun kunne komme i himlens børnehjem? Vil hun ikke også dér være børnehjemsbarn?” Og det, der smertede hende mest, var den borende tanke, som forfulgte hende, om hvad Rosa ville tænke ved at modtage hende ved sin side, ved Ramiros side, i den anden verden. Hendes onkel, den gode præst, som opdrog dem, fuldførte sin mission i denne verden, han beskyttede med sin nærværelse deres opvækst; Hendes søster, Rosa, opnåede, hvad hun ønskede og fik og nød de børn, hun havde ønsket at få; Ramiro..., Ramiro? Jo, også Ramiro fulgte sin kurs, selv om det var med åretag og med ryggen til den stjerne, som markerede hans kurs, og han led, men med ædel lidelse, og han syndede og angrede sin synd, og denne stakkel, som ikke led overhovedet, som ikke syndede, men som man syndede med, og som døde forældreløs...? ”Eva døde også forældreløs..., tænkte Gertrudis. Og lidt efter: ”Nej; hun havde Gud som fader! Og som mor? Eva kendte ikke sin mor...! Sådan forklarer man arvesynden...! Eva døde som forældreløs af menneskeheden!” Og Eva bragte hende erindringen om fortællingen Genesis, som hun kort forinden havde læst, om hvordan Gud vækkede manden til live ved at blæse ham i næsen, og hun forestillede sig, at Gud afsluttede livet på samme måde. Og hun forestillede sig, at dette stakkels børnehjemsbarn, hvis mening med livet hun ikke forstod, fik frataget livet med et kys af Gud, med Guds evige usynlige læber, dem der lukker sig og former den blå himmel, mod de dødsmærkede, blå læber på den stakkels pige og standsede således åndedraget.

Og nu sad Gertrudis tilbage med fem børn, og kæmpede, for den sidste, med ammer.

Den ældste, Ramirín, var et levende billede af sin far, i figur og i udtryk. Hans tante bestræbte sig på lige fra starten at bekæmpe disse spor fra faderen, som hun havde set var mest skadelige for ham. ”Jeg må være opmærksom – sagde Gertrudis – når manden vågner i ham, machomanden, og opdrage ham, så han gør sit valg afslappet og velovervejet”. Det værste var, at hans helbred ikke var godt og hans udvikling vanskelig og undertiden smertefuld.

Hun måtte trække dem alle frem i livet og opdrage dem i deres tabte forældres ånd.

-Og børnehjemsbarnets stakkels børn? ”De er også mine – tænkte Gertrudis -; lige så meget mine som de andre, som min søsters, mine endnu mere. Fordi de er børn af min synd. Af min? Nej, hellere af hans? Nej, min synd! De er børn af min synd, ja, af min synd! Stakkels pige”. Og især den sidste bekymrede hende.

XVII

Gertrudis, som var træt af lægens, don Juans, mange tilnærmelser, han forstærkede sine besøg til børnene og foregav endda at se Gertrudis som patient, skønt hun ikke vidste af, at hun fejlede noget, meddelte ham en dag, at hun havde besluttet at skifte læge.

-Hvorfor det, Gertrudis?

-Det er meget klart, jeg ser hos Dem en opførsel, der får mig til at frygte, at De er på vej ind i en tidlig alderdom, og til læge behøver vi en mand med hjernen vågen og klar.

-Godt; nu er tidspunktet kommet, hvor De vil tillade mig at tale klart til Dem.

-Sig, hvad De vil, don Juan, helst noget intelligent, da det er det sidste, De kommer til at sige i dette hus.

-Hvem ved...!

-Sig det...

-Jeg er enkemand uden børn, som De ved, Gertrudis. Og jeg elsker børn.

-Så gift Dem igen.

-Ja, det vil jeg.

-Aha! Og De ønsker mit råd?

-Jeg søger mere end råd.

-At jeg finder Dem en kæreste?

-Jeg er læge, siger jeg Dem, og ikke bare fik jeg ingen børn med min kone, vi mistede ham, hun bragte med ind i ægteskabet, jeg græder endnu over den lille stakkel, men jeg ved, jeg ved positivt, jeg ved med al sikkerhed, at jeg aldrig kan få børn. Men alligevel føler jeg mig ikke mindre mand af den grund, det er klart. Forstår De mig, Gertrudis?

-Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod Dem, don Juan.

-Jeg tror, at disse børn, disse Deres nevøer og de andre to måske...

-De er lige så meget nevøer for mig som de andre.

-Godt, fordi for disse børn, hvor mange det nu er, ville det være godt med en far, og en far, der ikke sidder dårligt i det og er rimelig rig.

-Er det alt?

-Ja, jeg tror, at de mangler en far.

-De har nok, don Juan, i Fader Vor, som er i himlen.

-Og som mor Dem, som er repræsentant for Den Hellige Jomfrumoder, er det ikke sådan?

-De har sagt det, don Juan, og for sidste gang i dette hus.

-Og det betyder...?

-At hele den historie om behovet, De føler, for at få børn og Deres manglende kapacitet til at få dem selv..., har jeg forstået Dem korrekt, don Juan?

-Perfekt, og det bliver naturligvis mellem os to.

-Jeg bliver ikke den, der forhindrer et nyt ægteskab. Den historie har ikke overbevist mig om, at De søger børn, for det vil være meget let for Dem at adoptere og blive gift, men De efterstræber mig, og det ville De gøre, selv om jeg var alene, og vi måtte leve uden børn. Har jeg forstået Dem korrekt, don Juan? Forstår De mig?

-Det er sikkert, Gertrudis, at hvis De var alene, ville jeg alligevel gifte mig med Dem, hvis De ville, klart!, fordi jeg indrømmer, at det er Dem, der tiltrækker mig; men i det tilfælde måtte vi adoptere børn på en hvilken som helst måde, selv om det skulle være fra børnehjemmet. For nu har jeg set, at De, som jeg, brænder for børnene, at De behøver dem og søger dem og elsker dem.

-Men hverken De eller nogen anden har konstateret, at jeg har været eller er ude af stand til at få børn; ingen kan påstå, at jeg er steril..., og sæt ikke fødderne mere i dette hus!

-Hvorfor, Gertrudis?

-For svineri!

-Og således tog de afsked for altid.

-Men efter hun havde afskediget ham, blev hun fyldt med en foragtelig medlidenhed, en beklagelig foragt for denne mand. ”Har jeg behandlet ham for hårdt? - sagde hun -. Manden irriterede mig, det er sikkert; hans blikke sårede mig mere end hans ord, men burde jeg have behandlet ham på en anden måde. Staklen synes at mangle trøst, men ikke den trøst han søger, men en anden, en heroisk og radikal trøst”. Men da hun fik at vide, at don Juan havde fået trøst, begyndte hun at tænke, om det ikke, i virkeligheden, var hjemmets varme, han søgte, men hun fik hurtigt en anden mistanke, som oprørte hendes hjerte mere. ”Åh, sagde hun, det han behøver er en madmor i huset, en som passer ham, som lægger det rene tøj på sengen og som tilbereder den varme suppe..., værre, værre end trøsten, endnu værre. Når man ikke er til trøst, er man husdyr, og mange gange begge dele på en gang. Disse mænd...Enten griseri eller dovenskab! Og alligevel siger man, at kristendommen frigav vores skæbne, kvindernes skæbne! Og da hun tænkte det, huskede hun på sin gode onkel, hun velsignede ham og sagde: ”Nej, jeg vil ikke tænke det igen...!”

Men hvem kan bremse en tanke, der bider i frugten af den onde videnskab? ”Kristendommen er, når alt kommer til alt og til trods for Magdalena, en religion for mænd – sagde Gertrudis – Faderen, Sønnen og Helligånden er alle maskuline...! Men moderen? Moderens religion er i dette: ”Her er Herrens søn; skabt i dit billede ifølge mit ord”, og da hun beder sin Søn om at forsyne et bryllup med vin, som beruser og gør folk glade og gør, at man glemmer smerten, svarer Sønnen: ”Hvad har jeg med dig at gøre kvinde? Endnu er min time ikke kommet. Hvad har jeg at gøre med dig...?” Og at kalde hende kvinde og ikke mor...” Hun korsede sig igen, denne gang virkelig rystet. Og hendes vagtdæmon – sådan kaldte hun den – hviskede: ”Mænd!”

XVIII

Der gik nogle fredelige og rolige år. Forældreløsheden gav dette hjem, hvor man intet manglede, et intimt, åndeligt lys af fredelig ro. Man behøvede ikke at tænke på dagen i morgen. Man fortsatte med at leve i en mere sødmefuld tilstand, end da Ramiro og hans to hustruer levede og åndede og fyldte huset med deres kroppe af kød og blod,. Hele tiden snakkede Gretrudis om dem til børnene. ”Se, din mor kigger på dig!” eller ”se, din far kigger på dig!” Det var hendes to mest anvendte formaninger. Billeder af de tre, som var, hang på væggen i hjemmet.

Børnene glemte dem alligevel efterhånden. For dem eksisterede de kun i mama Tulas ord. Den ældste drengs direkte minder, Ramiríns, gik tabt og funderede sig kun på, hvad tanten havde fortalt. Hans forældre var nu for ham noget, hun havde skabt.

Det, der bekymrede Gertrudis mest, var at undgå, at der mellem børnene skulle opstå en ide om en forskel, at der var to mødre, og at de var halvsøskende. Men hun kunne ikke undgå det. Hun var i begyndelsen fristet til at sige, at de to, Rosa og Manuela, var, lige som hun selv, mor til dem alle sammen, men indså umuligheden i at opretholde løgnen; kærligheden til sandheden, en kærlighed som bremsede hende, fik hende til at modstå fristelsen på det punkt.

Fordi hendes kærlighed til sandheden blandede sig med hendes kærlighed til renheden. Hun afskyede disse små daglige historier, hvor det drejede sig om at snyde børnenes uskyld, som at sige til dem, at de nyfødte børn kom fra Paris, hvor man købte dem. ”Tosset måde at smide penge væk på” havde en dreng med mange søskende sagt, da man fortalte ham, at en ven snart ville bringe en lillebror til familien. ”Tosset måde at lyve på til ingen nytte” - sagde Gertrudis, hun tilføjede: ”Enhver løgn er i hvert fald til ingen nytte”.

-Man har sagt, at jeg er søn af min fars tjenestepige; at min mor var tjenestepige hos mine søskendes mor.

Sådan sagde en dag Manuelas dreng. Og tante Tula med sin alvorligste stemme, og foran dem alle sammen, svarede ham:

-Her er alle søskende, alle er i børn af den samme far og den samme mor, som er mig.

-Men siger du ikke, lille mor, at vi har haft en anden mor?

-Det havde I, men nu er det mig, der er mor; nu ved I det. Og snak så ikke mere om det!

Men det lykkedes hende ikke at skjule, at hun havde præferencer. Og det var for den store, den førstfødte, Ramirín, som blev undfanget af sin far, mens han stadig var tydelig mærket i hjertet af det slag, som blev givet, da han måtte vælge mellem de to søstre eller hellere, da han blev tvunget til at acceptere Gertrudis' krav, og for den lille, for Manolita, en bleg og skrøbelig, lille og rosa, knap, som fik én til at frygte, at hun skulle pådrage sig en tidlig kulde eller varme.

For Ramirín, den største, med en meget stille og underdanig stemme, men med en blød fløjtende og diabolsk hvisken, som for Gertrudis lød, som om den kom fra et hjørne i det inderste af hans sjæl – og når hun hørte den slog hun korsets tegn over panden og over brystet, da hun ikke kunne lukke ned for den intime hørelse og skelne mellem barnets og faderens stemmer – Ramiríns fristende hvisken sagde hende, at måske, da faderen avlede ham, tænkte han mere på hende, på Gertrudis, end på Rosa. Og for Manolita, datteren af det døde børnehjemsbarn, sagde hun til sig selv, at uden hendes beslutning om for anden gang at gifte Ramiro, og uden at have tvunget ham til at sone sin synd og at redde offeret for den, den stakkels Manuela, ville den blege og skrøbelige lille knap ikke have levet.

Og det kostede hende at passe den lille! Fordi den første søn af Ramiro og Manuela blev passet af sin mor, som var underdanig som et kreatur, hjulpet på vej af sit naturlige instinkt, hun havde ikke til hensigt at afvise ægtemanden til trods for spinkelheden af hendes kød, men gik med manden, som Gertrudis siden måtte kæmpe med. Fordi Ramiro, som så svagheden hos den stakkels kvinde, fandt en amme til sin søn. Og det var Gertrudis, hun som havde tvunget ham til at gifte sig med børnehjemspigen, som insisterede på, at det skulle være moderen selv, som ammede barnet. ”Der er ikke mælk som modermælken” - sagde hun gentagne gange, og da svogeren argumenterede: ”Hun er så svag, at både hun og barnet løber fare, og drengen udvilker sig sygeligt”, svarede overhovedet ubarmhjertigt: ”Udenomssnak! En kvinde som kan tage føde til sig, kan også passe et barn, og naturen hjælper, og med hensyn til barnet gentager jeg, at den bedste mælk er moderens mælk, hvis den ikke er forgiftet”. Og lidt efter tilføjede hun med lav stemme: Og jeg tror ikke, du har forgiftet din kones blod”. Ramiro måtte underkaste sig. Skænderiet sluttede en dag med nye henvendelser fra manden, som så, at hans nye kone led et svimmelhedsanfald, hvorfor han fjernede drengen fra hende, hjemmets overhoved trak ham til side og sagde: ”Hvilke bestræbelser, mand. Enhver ville tro, at barnet generer dig...”

-Hvordan generer mig...? Jeg forstår det ikke...

-Du forstår det ikke? Men det gør jeg!

-Du forklarer det ikke...

-At jeg forklarer mig? Husker du det med den barbar til Pascualon, vagten på dit landsted i Majadalaprieta?

-Hvad? Det vi kommenterede med hans ligegyldighed, da han modtog meddelelsen om sin søns død...?

-Ja.

-Men hvad har det at gøre med dette, for Guds skyld Tula...

-Fordi dette berørte mig i dybet af min sjæl, det sårede mig dybt, og jeg ønskede at finde ondets rod.

-Din sædvanlige mani...

-Ja, min stakkels onkel sagde, at jeg lignede Eva, hun var optaget af videnskaben om det gode og det onde.

-Og hvad fandt du ud af?

-At for den mand...

-Hvad vil du sige?

-At den mand, siger jeg, følte at sønnen var i vejen..., for at han mere bekvemt kunne disponere over sin kone. Forstår du det?

-Hvilken barbar!

Ramiro måtte overgive sig og lade Manuela passe og amme drengen, når Gertrudis havde bestemt det sådan.

Nu befandt Gertrudis sig i en situation, hvor hun selv måtte passe den lille pige, datteren til den døde, og hvor hun var tvunget til at skaffe en amme, at søge et sælgerbryst. Og det gjorde hende rædselsslagen. Rædselsslagen fordi hun frygtede, at en hvilken som helst amme, og mere hvis det var en enlig, kunne have forgiftet mælk og misbruge sin position. ”Hvis hun er enlig – sagde hun -, dårligt! Man er nødt til at overvåge hende, at hun ikke render til kæresten igen eller måske til en hvilken som helst anden, og hvis hun er gift, også dårligt og endnu værre, hvis hun forlader sit eget barn til fordel for en fremmed”. Fordi det var, hvad hun virkelig afskyede. At sælge modermælken fra sit eget bryst og lade sine egne børn måske dø af sult, det var noget, der skabte smertefulde kramper i Gertrudis' moderfølelse. Således så hun sig fra begyndelsen i konflikt med ammerne til den stakkels lille, hun var nødt til at udskifte dem hver fjerde dag. Hun kunne ikke passe hende alene. Hun måtte også ty til sutteflaske.

Hun lavede et kunstværk af denne kunst og senere poesi og til sidst en dybere naturlighed end det blinde instinkt. Det blev en kult, et offer, næsten en hellig gerning. Sutten, dette industriprodukt, blev for Gertrudis symbolet og et instrument af religiøs betydning. Hun vaskede de små flasker, kogte sutterne hver gang de havde været brugt, forberedte og stereliserede mælken til den rette varmegrad og ivrig som en nonne, som fuldfører et rituelt offer. Når hun puttede sutten af gummi i munden på det stakkels kræ, kunne hun føle, at barnet suttede, hvilket tændte varmen i hendes eget bryst. Det stakkels barn lagde en gang i mellem sin lille hånd på Gertrudis' hånd, som støttede flasken.

Hun gik i seng med barnet, hun gav det varme med kroppen, og mod denne holdt hun flasken med mælk, hvis pigen skulle vågne og bede om føde. Hun forestillede sig, at varmen fra hendes krop, undertiden feberhed af jomfruelig moderlighed, ville give denne industrielle mælk en smag af moderligt liv, og hun oplevede nogle, på mystisk vis, nogle af de dagdrømme, som havde blomstret i denne ensomme seng. Og når hun gav hende flasken, denne himstregims, om natten, i mørket, og de to alene, lagde hun et af sine sterile bryster, men som var fyldt med blod, hen til den lilles hænder, så hun i det mindste kunne mærke det, mens hun sugede livet saft af flasken. Gertrudis forestillede sig, at en vag og sød illusion ville opmuntre den forældreløse. Og det var hun, Gertrudis, som drømte det. Hvad? Hun vidste det ikke selv.

Undertiden kastede den lille op i sengen, som altid var ren, og med det samme mærkede Gertrudis smerten fra pletten. Hendes stærke følelse for renhed, hvorfra stammede hendes mystiske indstilling til rengøring, led, hun måtte tage sig sammen. Hun forstod, at man ikke kan leve uden at få pletter, og at den plet var uskyldig, men byggestenene i hendes sjæl bevægede sig smertefuldt. Bagefter trykkede hun pigen mod sit bryst og bad i stilhed om tilgivelse for denne udfordring af sin følelse for renhed.

XIX

Foruden den moderlige omsorg for det stakkels kræ fra den døde Manuela, en omsorg som søgte forsoning og en mystisk kult, og uden at misrøgte de andre børn og anstrengende sig for ikke at vise præferencer til fordel for dem af eget blod, bekymrede Gertrudis sig især om Ramirín, hun fulgte hans undervisning trin for trin og overvågede alt i ham, der kunne minde om faderen, hvem han fysisk lignede meget. ”Sådan ville han være i din alder”, tænkte tanten, hun søgte og fandt mellem svogerens papirer billeder fra han var dreng, og hun kiggede og kiggede for at opdage sønnen i ham. For hun ønskede at gøre med ham, som hun ville have gjort med faderen, hvis hun havde kendt ham og kunnet tage ham under sin beskyttelse og opdragelse, da han var en dreng, for hvem verden åbnede sig. ”At han ikke tager fejl som ham – sagde hun – at han lærer at beherske sig, når han skal vælge, at han ikke låser viljen, før den har slået rod i den perfekte kærlighed og godt oplyst i det lys, som er hans eget”. Fordi hun troede, at det ikke var mod jorden, men mod himlen, man skulle kigge, før man afgav sit valg; ikke mod jorden, men mod de ildspor, som solen udsender, og som får det lille træ, som man planter på klippegrund i middagssolen, til at vokse bedre end det, man planter på en dårlig og fedtet jord. Lyset er renheden.

Ramirín lærte alt det, han behøvede at lære, fordi hun holdt hver dag lektioner med ham. Og således tilfredsstillede hun den iver efter kundskaber, som man, siden hun var barn, havde bebrejdet hende, og som gjorde, at hendes onkel sommetider sammenlignede hende med Eva. Mellem de ting, hun lærte sammen med sin nevø, var der ingen, der interesserede hende mere en geometri. Aldrig havde hun troet det! Og i disse demonstrationer i geometri, en tør og kold videnskab, fandt Gertrudis en lysende renhed. Mange år senere, da Ramirín allerede var voksen, og da støvet, som havde været hans tantes kød, hvilede under jord, uden solens lys, huskede han hendes entusiasme, når hun forklarede ham om geometriens logiske hemmeligheder.

Til gengæld undlod hun at lære ham om anatomi og fysiologi. ”Det er griseri -sagde hun – som man ikke ved noget sikkert om”.

Det, der mere end noget andet, forfulgte hende, var tanken om nevøens pubertet. Hun ønskede at støtte ham i hans første sentimentale oplevelser, og at hans første kærlighed blev den sidste og eneste. ”Men er det nødvendigt, at der er en første kærlighed?, spurgte hun sig selv, uden at nærme sig et svar.

Det hun frygtede mest var nevøens ensomhed. Ensomhed og ikke at være i fuldt lys, det frygtede hun. For hende var der ikke en mere hellig ensomhed end solen og lyset fra Virgen de Soledad, da hun mistede sin søn, den åndelige sol. ”At han ikke låser sig inde på sit værelse – tænkte hun – at han aldrig er alene; det er ensomhed, som er det værste selskab; at han især ikke læser for meget, at han ikke læser meget; og at han ikke ser sig selv afbildet”. Hun frygtede ikke så meget det levende for sin nevø som det døde, det malede. ”Døden kommer fra det døde”, tænkte hun.

Gertrudis skriftede med den samme skriftefader som Ramirín, men det var hun, der i skriftestolen, ved at pårvirke skriftefaderen, i virkeligheden rådgav nevøen. Derfor talte hun under skriftet mere om sin ældste søn, sådan kaldte hun ham, end om sig selv. ”Men frue, De kommer her for at skrifte deres synder og ikke andres synder”, sagde fader Álvarez mange gange, hvortil hun svarede: ”Og hvis denne dreng er min synd...”

Da hun engang troede at observere asketiske tilbøjeligheder hos drengen, måske mystiske, styrtede hun alarmeret til fader Álvarez.

-Det må ikke ske fader!

-Og hvis Gud kalder ham den vej...

-Nej, nej han kalder ham ikke den vej; jeg ved det, jeg ved det bedre end De og selvfølgelig bedre end ham selv; dette er... sensualiteten, der vågner...

-Men frue...

-Jo, han virker trist, og tristhed er ikke et signal om religiøs kaldelse. Og anger kan det ikke være! Af hvad...?

-Guds vilje frue...

-Guds vilje er klar. Og dette er ikke klart. Få dette ud af hovedet på ham. Han er født til at være far, og jeg til at være farmor!

-Nu slap det ud...

-Ja, nu slap det ud!

-Og som det tynger Dem, gør Dem fri af denne vægt... De har fortalt mig hundredvis af gange, at De havde undertrykt disse dårlige tanker...

-Jeg kan ikke, fader, jeg kan ikke! At de, mine børn - fordi de er mine ægte børn – ikke får det at vide, fader, at de ikke gætter det...

-Fald til ro frue, for Guds skyld, fald til ro..., og hold op med disse bekymringer..., disse dæmoniske fristelser, jeg har sagt det til Dem hundredvis af gange... Det er, som det er... Tante Tula, som vi alle kender og respekterer og beundrer..., ja, beundrer...

-Nej fader, nej. De ved det. Indvendig er jeg en anden...

-Men det må De skjule...

Ja, jeg må skjule det, ja; men der er dage, hvor jeg har lyst til at samle dem, børnene, mine børn...

-Ja, Deres børn!

-Ja, jeg er mor, som De er... fader!

-Hold op med det frue, hold op...

-Ja, samle dem og fortælle dem, at hele mit liv har været en løgn, en fejltagelse en fiasko...

-De bagvasker Dem selv frue. Det er ikke Dem, De er den anden..., hende som vi alle kender..., tante Tula...

-Jeg gjorde ham ulykkelig, fader; jeg lod ham falde to gange, en gang med min søster, og anden gang med en anden...

-Falde?

-Ja falde, af hovmod!

-Nej, det var af kærlighed, af virkelig kærlighed...

-Af selvkærlighed, fader – og hun brast i gråd.

Det lykkedes hende at trække nevøen bort fra de asketiske luner, og hun overvågede ham konstant for at spionere på tilsynekomsten af den første kærlighed. ”Se dig godt for, min søn – sagde hun – og vær ikke overilet, fordi første gang, du binder dig til en, bør du ikke forlade hende...”

-Men mama, det drejer sig ikke om at binde sig... Først må man prøve...

-Nej, ikke noget med at prøve; ikke noget med disse forlovelser; Alt seriøst...

I virkeligheden havde tante Tula allerede gjort sit valg, og hendes hensigt var sødt at føre sin Ramirín til den, som hun havde udvalgt, til Caridad.

-Det ser ud til, at du er glad for Caridad, sagde hun en dag.

-Pse!

-Og hun for dig, hvis ikke jeg tager fejl.

-Og du for os begge, ser det ud til...

-Jeg? Dette er jeres sag, min søn, jeres sag...

-Men hun fortsatte med at føre dem sammen, den ene til den anden, og hun nåede sit mål. Derefter foreslog hun, at de skulle giftes hurtigst muligt. ”Og I kommer her – sagde hun – og vi vil alle bo sammen, der er plads nok... En datter mere!”

Da hun havde bragt Caritas til huset som kone til sin nevø, var det hende, hun delte sin fortrolighed med. Og det var hende, hun prøvede at udfritte om nevøens intime liv.

Hun insisterede, lige fra begyndelsen, på, at de skulle være dus, og at hun skulle kalde hende mor. Hun anbefalede, at hun især skulle tage sig af den lille, den sagtmodige og stille Manolita.

-Caridad – sagde hun – tag dig især af denne lille stakkel, som er den mest uskyldige og mest skrøbelige, der findes og god som dagens brød... Hun er mit værk...

-Men den lille stakkel hæver knap nok stemmen..., man hører hende næsten ikke bevæge sig i huset... Det forekommer, som om hun skammer sig ved at præsentere sig...

-Ja, ja, sådan er hun... Jeg har prøvet at indgive hende selvtillid, men hvis hun ikke er klistret til mig, syet til min kjole, føler staklen sig fortabt. Det er klart, hun blev opfostret med sut!

-Sagen er, at hun er arbejdssom, lydig og tjenstvillig, men hun taler så lidt...! Og man hører hende aldrig le...!

-Kun en gang i mellem, når hun er alene med mig, fordi så er det en anden sag, en anden Manolita..., så genopstår hun... Og jeg prøver at opmuntre hende og beskytte hende og hun siger: ”Bliv ikke træt, lillemor, jeg er sådan..., og ydermere er jeg ikke trist...”

-Det ser sådan ud...

-Ja, det ser sådan ud, men jeg er kommet til at tro, at hun ikke er det. Fordi jeg..., hvordan forekommer jeg dig, trist eller munter?

-De tante...

-Hvad er det, De og tante?

-Du, mama, du..., jeg ved ikke, om du er trist eller munter, men for mig er du munter...

-Synes du det?, godt basta!

-I det mindste glæder du mig...

-Og det er derfor Gud har sendt os til denne verden, for at glæde andre.

-Men for at kunne glæde andre, er det nødvendigt, at man selv...

-Eller ikke...

-Hvordan?

-Der er intet, der glæder som en solstråle, især hvis den skinner gennem det grønne bladhang på et træ, og solstrålen er hverken trist eller munter, og hvem ved..., måske fortærer dens egen ild den... Solstrålen glæder, fordi den er ren; alt rent glæder. Og denne stakkels Manolita bør glæde dig, fordi hvad angår renhed...

-Ja, det er rigtigt, og de øjne hun har, de ligner...

-De ligner to rolige skovsøer mellem grønt. Jeg har betragtet dem mange gang, tæt på og langt fra. Jeg ved ikke, hvor hun har de øjne fra... De er ikke fra hendes mor, som havde øjne, der var sygelige og slørede af feber..., heller ikke fra sin far, som var...

-Ved du, hvis øjne hendes ligner?

-Hvem? Gertrudis rystede, da hun stillede spørgsmålet.

-Det er dine øjne...!

-Måske... Måske... Jeg har aldrig kigget på dem tæt på, jeg kan heller ikke se dem indefra, men måske... I det mindste har jeg lært hende at se...

XXI

-Hvad skete der med den stakkels Gertrudis, som følte, hun gik i opløsning indvendig? Uden tvivl havde hun fuldført sin mission i livet. Hun havde anbragt sin ældste nevø, hendes Ramiro, hendes anden Ramiro, i sikkerhed for de værste storme om bord på sit skib gennem livet, og de øvrige børn under hans beskyttelse; hun efterlod et opvarmet hus og nogen til at passe ilden. Og hun følte sig i opløsning. Hun led ofte af besvimelsesanfald, og gennem flere dage så hun alt som i tåge, som om alt var dis og røg. Og hun drømte. Hun drømte som hun aldrig havde drømt før. Hun drømte om, hvad hun ville have gjort, hvis Ramiro havde henvendt sig til hende i stedet for til Rosa. Og endte med at sige til sig selv, at det nok ikke ville have ændret noget. Men hun havde gået gennem gennem verden udenfor verden. Fader Álvarez troede, at den stakkels Gertrudis var senil før tid, at hendes robuste intelligens vaklede, og at den vaklede på grund af dens egen robusthed. Han måtte forsvare hende mod disse gamle fristelser.

En dag nærmede Caridad sig hende og sagde hviskende: ”Mama...! og ved at se den rødme, der farvede pigens ansigt, udbrød hun: ”Hvad? Nu?” ”Ja, det er nu”, hviskede pigen. ”Er du sikker?” ”Sikker; hvis ikke, havde jeg ikke fortalt dig det”. Gertrudis, midt i sin glæde, følte det som om en spade af is skar hendes hjerte midt over. Nu havde hun ikke andet at gøre i verden end at vente på barnebarnet, på barnebarnet af hendes to elskede, af hendes Ramiro og hendes Rosa, på sit barnebarn, og siden gå og fortælle dem den gode nyhed. Nu tog hun næsten ikke mere hensyn til nogen anden end Caridad, som for hende var den, der fyldte huset. Selv Manolita, hendes værk, overså hun, og den stakkels pige følte, at den tilbedte stillede hende i skyggen.

-Kom her hen – sagde Gertrudis til Caridad, da de for en gangs skyld befandt sig alene, en lejlighed hun søgte – kom her hen og sæt dig ned, her ved siden af mig – kan du mærke ham, min pige, mærker du ham?

-En gang i mellem...

-Kalder han ikke? Har han ikke travlt med at komme ud i lyset, i solens lys? Fordi der inde i skyggen..., selv om der er varmt og roligt..., giver han dig ikke små slag? Hvis han er for længe om det, får jeg ham ikke at se..., så vil jeg ikke se ham... Det vil sige: Ikke hvis han ikke skynder sig, nej, hvis jeg skynder mig...

-Men mama, sig (De) ikke sådan noget...

-Sig (du) ikke, min pige! Men jeg føler, jeg er ved at gå i opløsning..., jeg duer ikke til noget... Jeg ser det hele i tåge..., som i drømme. Hvis ikke jeg vidste det, kunne jeg ikke sige, om dit hår er blondt eller brunt...

-Og hun kærtegnede langsomt den strålende blonde hårpragt. Og som om hun så det hele med fingrene, tilføjede hun: ”Blondt, blondt, som solen...”

-Hvis det bliver en dreng, du ved det allerede, Ramiro, og hvis det bliver en pige..., Rosa.

-Nej mama, Gertrudis..., Tula, mama, Tula...

-Tula..., godt...! Og bedre hvis det bliver et par, tvillinger, men dreng og pige...

-For Guds skyld, mama!

-Hvad? Tror du ikke, du kunne klare det? Synes du, det er for meget arbejde?

-Jeg..., ved ikke..., jeg ved ingenting om det, mama, men...

-Jo, dette er det perfekte, et lille par tvillinger – en dreng og en pige, som har været omfavnede, mens de intet vidste om verden, og mens de ikke engang vidste, om de eksisterede; som har været omfavnede i varmen fra moderens skød... Noget lignende må der være i himlen...

-Hvilke ting, der falder dig ind, mama Tula!

-Forstår du ikke, at jeg er gået drømmende gennem livet...

Og midt i alt dette, mens hun drømte sådan, og som for at gemme denne sidste drøm og bære den som aflad til skødet af Moder Jord, blev den stakkels Manolita alvorligt syg. ”Åh, jeg har skylden – sagde Gertrudis -, jeg, som med dette med tvillingeparret fra min drøm, har forsømt den stakkels lille fugl...Uden tvivl har hun, i et øjeblik hvor hun trængte til min støtte, pådraget sig en forkølelse...” Hun følte, at kræfterne vendte tilbage, kræfter som et mirakel. Hun gjorde sig klar i hovedet og rede til at passe den syge.

-Men mama – sagde Caridad – lad mig passe hende, lad os passe hende..., jeg, Rosita og Elvira vil passe hende.

-Nej, du kan ikke passe hende, som hun skal passes, du bør ikke passe hende... Du bør passe den, du bærer på, at du ikke ved at passe Manolita forsømmer den anden. Og hvad angår Rosita og Elvira, ja, de er hendes søstre, de elsker hende som sådan, men de forstår sig ikke på det, og ydermere vil staklen, selv om hun er lydig overfor alle, ikke trives uden mig... Et enkelt glas vand, som jeg serverer for hende, gør hende mere nytte, end resten kan gøre for hende. Jeg alene kan ordne hovedpuden på en måde, så hun ikke får ondt i hovedet og senere mareridt...

-Ja, det er sandt...

-Klart, jeg opdrog hende...! Og jeg bør passe hende.

Gertrudis kom til kræfter igen. Alt den strålende og stærke energi fra hendes mest heroiske dage vendte tilbage. Nu rystede hun ikke på hænderne, og benene dirrede ikke under hende. Og når hun gav hende medicinen, som hun skulle have med mellemrum, lagde den stakkels syge sine feberhede hænder i hendes stærke og faste hænder, og ved denne forening oplevede hun lyset fra et sødt minde, næsten udvisket for den sengeliggende. Derefter satte tante Tula sig ved siden af den syges seng, og hun blev der, og Manolita kiggede på hende i tavshed.

-Dør jeg lille mor – spurgte pigen.

-Dør? Nej, lille skat, nej! Du skal leve...

-Så længe du lever...

-Og efter..., og efter...

-Efter..., nej..., hvorfor?

-Piger skal leve...

-Hvorfor?

-For at leve..., for at gifte sig, for at få familie...

-Du giftede dig ikke, lille mor...

-Nej, jeg giftede mig ikke, men som om jeg havde giftet mig... Og du må leve for at kunne passe din broder...

-Det er sandt..., min broder, mine søskende...

-Ja, på alle dem...

-Men de siger, lille mor, at jeg ikke er noget værd...

-Hvem siger det, min pige?

-Nej, de siger det ikke..., de siger det ikke..., men de tænker det...

-Hvordan ved du, at de tænker det?

-Fordi, det ved jeg. Og ydermere fordi det er sandt..., fordi jeg er ikke noget værd, og når du dør fra mig, har jeg ikke mere at gøre her. Hvis du dør, så dør jeg af kulde...

-Så, så, dæk dig nu godt til og sig ikke disse ting...Jeg skal ordne din medicin...

-Hun gik ud for at skjule sine tårer, og hun kastede sig for fødderne af Virgen de la Soledad og bønfaldt hende: ”Mit liv for hendes, Moder, mit liv for hendes! Hun føler, at jeg er på vej væk. At mine døde kalder på mig, og hun vil med mig; hun vil klistre sig til mig, dækket med jord, der nede, hvor lyset ikke når frem, og hvor jeg tilbyder hende, jeg ved ikke hvilken varme... Mit liv for hendes, Moder, mit liv for hendes. At dette gardin af sort jord ikke falder over disse øjne, i hvilke lyset ikke slukkes, over disse øjne, som man siger er mine, over disse øjne uden pletter, og som jeg gav hende..., ja, jeg... At hun ikke dør..., at hun ikke dør... Red hende, Moder, selv om jeg må af sted uden at se den, som er på vej...”

-Hun fuldførte sin bøn.

Den stakkels syge pige genvandt langsomt livet, farven vendte tilbage på hendes kinder; hun begyndte igen at kigge på solens lys, som skinnede på det grønne i træerne i husets lille have, men tante Tula faldt med en lungebetændelse, som hun fik under Manolitas rekonvalecens. Og nu var det Manolita, som følte, at der i hendes indre sprang et springvand af helse, fordi nu skulle hun passe den, som havde givet hende livet.

Hele huset så med forbavselse på genoplivningen af dette liv.

-Sig til Manolita – sagde Gertrudis til Caridad – at hun ikke anstrenger sig så meget, at hun endnu er svag... Du må naturligvis heller ikke; du bør passe dit eget, det ved du... Det er nok med Rosita og Elvira... Ydermere når det hele er nyttesløst... Fordi jeg har fuldført...

-Men mama...

-Ingenting har jeg sagt, og at denne lille Guds due ikke vantrives...

-Men hun er blevet så stærk...Det havde vi aldrig troet...

-Og hun som ønskede at dø..., og troede hun var ved at dø..., og jeg frygtede det også... Fordi staklen virkede så svag...! Klart, hun kendte ikke sin far, som allerede var dødsmærket, da han avlede hende... Og hvad angår hendes stakkels mor, tror jeg, at hun altid levede halvt død... Men denne pige har kommet sig!

-Ja, da hun så dig i fare, kom hun sig!

-Klart, hun er min pige!

-Mere?

-Ja, mere! Jeg vil nu fortælle dig, at jeg befinder mig i korridoren til evigheden; ja, mere. Hun og dig!

-Hun og jeg?

-Ja, hun og dig! Fordi I ikke er af mit blod. Hun og dig. Hun har Ramiros blod, ikke mit, men jeg har skabt hende, hun er mit værk. Og dig, jeg giftede dig med min søn.

-Jeg ved det..., jeg ved det...

-Jeg ved, at du ved det, men ikke alt...

-Nej, ikke alt...

-Heller ikke jeg... Jeg ønsker heller ikke at vide det. Jeg ønsker at forlade denne verden uden at vide meget... Fordi der er ting, som man ved, der pletter... Det er arvesynden, og Den Hellige Jomfrumoder fødtes uden pletter fra arvesynden.

-Jeg har hørt sige, at hun vidste alt...

-Nej, hun vidste ikke alt, hun kendte ikke videnskaben om det onde..., som er en videnskab...

-Tal ikke så meget mama, det skader dig...

-Det skader mig mere at gruble, og hvis jeg tier grubler jeg..., grubler...

XXII

Tante Tula kunne ikke mere med sin krop. Hendes sjæl flagrede i hende som en fugl i bur. Hun ville ikke få barnebarnet at se. Følte hun det? ”Der oppe sammen med dem – drømte hun – vil jeg vide, hvordan den er, om det er dreng eller pige..., eller to.... og jeg vil vide det bedre end her, fordi der oppe fra ser man bedre og renere alt det, der er her nede”.

Den sidste feber holdt hende fanget i sengen. Hun kunne næppe skelne mellem sine nevøer undtagen på skridtene, især Caridad og Manolita. Caridads skridt var som et kreaturs læsset med frugt, og det forekom hende, at hun kunne lugte det modne krydderi. Og Manolitas skridt var så lette som fra en lille fugl, som ikke ved, om den skal løbe eller flyve over jorden. ”Når hun kommer – sagde tanten til sig selv – føler jeg støj af vinger, der stille falder”.

-Hun ønskede at tage afsked med Manolita først, alene, hun benyttede øjeblikket, hvor hun bragte hende medicin. Hun løftede armen fra sengen og rakte den ud som for at velsigne hende, hun lagde hånden på hendes hoved, som Manolita bøjede forover med de store, klare øjne våde af tårer, og hun sagde:

-Hvad, lille due uden vrede, ønsker du stadig at dø...? Sig sandheden!

-Hvis jeg derved kunne opnå...

-At jeg ikke døde, hvad? Nej, du bør ikke ønske at dø..., du har din bror og dine søskende... Du var tæt på døden, men jeg synes, du blev kureret for disse ting... Passer det ikke? Sig mig som i skriftemål. Hvad jeg skal sige til vores...

-Ja, disse tosserier tænker jeg ikke mere på...

-Tosserier, det er ikke tosserier. Åh, nu hvor du taler om tosserier, giv mig din dukke, som du gemmer, passer det ikke? Ja, jeg ved, at du gemmer den... Bring mig den dukke. Jeg vil også tage afsked med den, og at den tager afsked med mig. Husker du? Eller husker du ikke?

-Ja, mama, jeg husker det.

-Hvad husker du?

-Da jeg faldt mellem grøntsagerne, og Elvira kaldte mig tosset, fordi jeg græd, og hun sagde, at det ikke nyttede at græde...

-Det..., det...Og hvad mere? Husker du mere?

-Ja, den fortælling, du så fortalte os...

-Ja, hvilken fortælling?

-Om pigen, som tabte sin dukke i en tør brønd, som hun ikke kunne stige ned i for at hente den, og hun brast i gråd, hun græd og græd, og hun græd så meget, at hun fyldte brønden med sine tårer, og dukken kom flydende tilbage til hende...

-Hvad sagde Elvira til det? Hvad sagde hun? Jeg husker det ikke...

-Jo, du husker det mama...

-Godt, men hvad sagde hun?

-Hun sagde, at pigen ville blive tør og død af at græde så meget...

-Og hvad sagde jeg så?

-For Guds skyld mama...

-Godt, sig det ikke, men græd ikke så meget lille due, græd ikke så meget..., fordi uanset hvor meget du græder, vil du ikke kunne fylde brønden, som jeg nu falder i, med dine tårer, og jeg vil ikke komme flydende tilbage...

-Hvis bare du kunne...

-Åh ja, hvis bare jeg kunne, ville jeg komme ned og hente dig... Men det er tid til at imødese timen. Pas på dine søskende. Jeg overdrager dem til dig, til dig. Få dem til at glemme, at jeg er død.

-Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan.

-Jeg vil hjælpe dig oppe fra. At de ikke bemærker, at jeg er død.

-Jeg vil bede for dig, mama...

-Til jomfruen, min pige, til jomfruen...

-Jeg vil bede for dig hver aften, inden jeg går i seng...

-Godt, græd ikke sådan...

-Men jeg græder ikke, ser du ikke, at jeg ikke græder?

-At græde, hvis man har set grimme ting, er i orden, men du har ikke set grimme ting, du kan ikke se dem...

-Og hvis jeg gør, lukker jeg øjnene...

-Nej, nej, sådan ser man de grimmeste ting. Og bed for din far, for din mor, for mig..., glem ikke din mor...

-Jeg glemmer hende ikke...

-Du kendte hende ikke...

-Jo, jeg kender hende!

-Men den anden, siger jeg, hun som bragte dig til verden.

-Jo, takket være dig kender jeg hende!

-Lille stakkel! Som ikke har kendt sin mor...

-Min mor, det var dig, dig, det ved jeg!

-Godt, men græd ikke...

-Jeg græder ikke – og hun skjulte øjnene med bagsiden af den venstre hånd, mens hun med den anden støttede glasset med medicin.

-Og nu, hent dukken, jeg vil gerne se den. Åh! Dér i et hjørne af mit skab, som du ved..., der er nøglen..., ja, den, den...! Der hvor ingen har været ud over mig - og du en gang i mellem, dér, ved siden af disse billeder, du ved?, dér er en anden dukke..., min dukke..., den jeg havde som barn..., min første kærlighed..., den første?... Bring mig også den... Men uden at nogen bemærker det, de skal ikke sige, det er vores tosserier, fordi vi er tosserne... Bring mig de dukker, så jeg kan tage afsked med dem, og bag efter bliver vi alvorlige og tager afsked med de andre. Gå nu, jeg får en grim tanke – hun slog korsets tegn.

Den grimme tanke var, at den diabolske summen fra hendes smertende indre sagde: ”I er alle dukker”.

XXIII

Hun kaldte på dem alle, mellem dem Caridad.

-Dette, mine børn, er den sidste feber, starten på skærsilden...

-Men hvad er det, du siger mama?

-Jo; skærsilden, fordi i helvede er der ikke ild..., helvedet er af is og kun is. Mit kød brænder... Og det, jeg føler, er at forsvinde uden at se, uden at kende det, som kommer..., eller hun som kommer..., eller dem som kommer...

-Men mama...

-Godt, du, Cari, ti stille, kom ikke med skyldfølelse... Fordi jeg ønsker at fortælle dem alt, dem der kalder på mig... Græd ikke sådan... Der er de..., de tre...

-Sig ikke sådanne ting...

-Aha, I ønsker, jeg skal sige morsomme ting? Tosserierne har Manolita og jeg sagt, husets to tosser, nu skal dette gøres, som der står i bøgerne...

-Tal ikke så meget. Lægen har sagt, at du ikke skal tale så meget.

-Er du der, du, Ramiro? Manden! Lægen siger? Hør ikke på ham... Ydermere er det bedre at leve en time og tale end to dage længere i stilhed. Det er nu, jeg skal tale. Og på den måde distraherer jeg mig og tænker ikke på mine problemer...

-Du ved vel, at fader Álvarez har sagt til dig, at du nu skal tænke på dine problemer...

-Åh, nu er du her Elvira, den dømmende, med fader Álvarez, hvad?..., ham med trøsten... Og hvad ved fader Álvarez? En anden slags læge! En mand! Ydermere, jeg har ikke ”mine ting”, jeg skal tænke over... Mine ting er jeres..., og deres..., dem som kalder på mig... Jeg er hverken levende eller død... Hvad? Hvad siger du Enriquin? At jeg har delirium...

-Nej, det siger jeg ikke...

-Jo, det sagde du, jeg hørte det godt..., du hviskede det til Rosita... Ser du ikke, at jeg hører selv en bevægelse i luften fra Manolitas tavse vinger. Og hvis jeg har delirium..., hvad så?

-Du bør hvile...

-Hvile..., hvile..., jeg får masser af tid til at hvile!

-Men hids dig ikke sådan op...

-Det er fordi, jeg brænder... Du ved nu, Caridad, Tula, Tula som jeg..., og ham, den anden, Ramiro. Hvis der kommer to, han og hun, som nu omfavner hinanden..., i varmen...

De tav alle et øjeblik. Da hun hørte deres tilbageholdte hulken, fortsatte hun:

-Godt, op med humøret! Tænk jer godt om, godt, meget godt, på det, I skal gøre, tænk jer godt om..., at I aldrig skal fortryde at have gort noget og mindre ikke at have gjort noget... Og hvis I ser, at den, som I elsker, er faldet i et mudderhul eller en sort brønd, i en kloak, kast jer ud og red ham, selv med risiko for at drukne, kast jer ud og red ham..., at han ikke drukner der nede..., eller I drukner sammen..., i kloakken..., vær hans trøst, ja, hans redning... At I dør mellem slim og griseri? Det betyder ikke noget... Og I vil ikke kunne redde jeres ven ved at flyve over kloakken, fordi vi har ikke vinger..., eller det er hønsevinger, som ikke kan flyve..., og vingerne ville blive plettede af mudderet fra pølen, som indsmører den, som drukner i den... Nej, vi har ikke vinger..., højst hønsevinger... Vi er ikke engle..., det bliver vi i den anden verden..., hvor der ikke er mudder, heller ikke blod! Mudder er der i skærsilden, flammende mudder, som brænder og renser..., mudder som renser, ja... I skærsilden brænder de, der ikke ville vaske sig med mudder, ja, med mudder... De koger som brændende gødning...., de bliver vasket med svineri... Det er det sidste, jeg siger til jer, vær ikke bange for det rådne... Bed for mig, at jomfruen tilgiver mig.

Hun besvimede. Da hun vågnede, kunne hun ikke samle tankerne. Hun gik snart ind i en rolig dødskamp. Og hun slukkede, som en efterårsdag slukker, når de sidste solstråler, filtreret af blodlignende skyer, spejler sig i det rolige vand i en bugtning af floden, hvor poplerne, som står på bredden, reflekteres – også med blodlignende bladhang.

XXIV

Døde tante Tula? Nej, hun begyndte at leve i familien, og hun lyste den op med et nyt liv, der var mere intenst og levende, med det evige, udødelige familieliv. Nu var hun for sine børn, for sine nevøer, Tanten, ikke mere end Tanten, ikke Mor og ikke Mama, ikke engang tante Tula, men kun Tanten. Dette navn med kaldelse, med virkelig religiøs kaldelse, som en hjemlig helliggørelse af en helgeninde i hjemmet. Selv Manolita, hendes meste datter og arvtager til hendes ånd, hun, som opbevarede hendes tradition, kaldte hende kun Tanten.

Man opretholdt samlingen og foreningen i familien, og hvis det ved hendes død var tydeligt, at der opstod opdelinger, som før var skjulte, defensive og offensive alliancer mellem søstrene, var det, fordi disse opdelinger opstod i det familieliv, som hun havde skabt. Hendes ånd provokerede til sådanne uenigheder og under dem, og over dem, fungerede det fundamentale og ideelle familiesammenhold. Tante Tula var cementen og tagdækningen i det hjem!

Der opstod i hjemmet to grupper: På den ene side, Rosita, Rosas ældste datter, allieret med Caridad, med sin svigerinde og ikke med sin bror, ikke med Ramiro; på den anden side, Elvira, Rosas anden datter, med Enrique, hendes stedbror, sønnen af børnehjemspigen. Udenfor stod Ramiro og Manolita. Ramiro var meget opmærksom på sin søn og fremtiden, som kunne give ham flere børn, og på sine forretninger. Manolita var optaget af at opretholde tilbedelsen af Tanten og hjemmets traditioner.

Manolita forberedte sig på at blive det mulige bindeled mellem fire kommende familier. Efter Tantens død havde hun genvundet kræfterne. Hun rådede over hele sin viden, hele sin ånd; de samme sætninger, korte og stålsatte, nogle gange en gentagelse af hvad hun havde hørt fra den anden, den samme doktrin, den samme stil og de samme gester, ”En ny Tante”, udbrød hendes søskende, og ikke altid med en god mening. Hun gemte arkivet og den andens skatte; hun havde nøglerne til de små hemmelige skuffer fra den, der var i kød og blod; hun gemte, sammen med sin dukke fra sin barndommen, dukken fra Tantens barndom, og forskellige breve, og don Primitivos skriftepapirer og breve; hun var den i familien, der vidste, hvad der var blevet sagt og gjort i fortiden: Af don Primitivo, som ikke var af hendes blod; af moderen til den første Ramiro; af sin egen mor, Manuela, børnehjemsbarnet – om hende ingen ”sagt og gjort” uden stilhed og følelser – hun var husets historiker; gennem hende fortsatte familiens spirituelle evighed. Hun arvede Tantens sjæl.

Arv? Går de åndelige færdigheder i arv i en bikube, biernes færdigheder, bitraditionerne, kunsten at samle honning og fabrikation af voks, biarbejde. De arves ikke gennem biernes kød og blod. Den kødelige reproduktion udføres af droner og dronninger, og hverken droner eller dronninger arbejder nogensinde, de ved ikke, hvordan man fremstiller voks eller honning, heller ikke hvordan man passer larver, og når de ikke ved det, kan denne viden ikke gå i arv med deres kød og blod til deres afkom. Traditionen med biernes kunst med fremstilling af voks og honning er altså tillært og ikke nedarvet, kun åndeligt nedarvet, og skyldes tanterne, som ikke befrugter små æg og heller ikke lægger dem. Alt det vidste Manolita, det havde Tanten lært hende; Tanten havde fra helt ung interesseret sig for biernes liv, hun studerede det og mediterede over det og drømte om det. En af de sætninger med intim betydning, næsten esoterisk, som Manolita lærte af Tanten, og som hun en gang i mellem brugte på sine brødre, når de for åbenlyst demonstrerede deres maskuline instinkter, var: ”Ti stille, drone!” Og drone havde for hende, som det havde haft for Tanten, en lang og dyb betydning. En betydning som hendes brødre gættede.

Alliancen mellem Elvira, den første Ramiros datter, og som kostede hans første kone, Rosa, livet, og Enrique, sønnen af Ramiros synd og børnehjemspigen, var meget tæt. De to stedsøskende elskede hinanden mere end andre af de fem søskende. De gik altid og hviskede hemmeligheder. Det bekymrede Manolita. Ikke at det smertede hende, at hendes ægte broder, som var kommet fra samme skød som hun, holdt mere af søsteren, som blev født af en anden mor, nej; hun følte det ikke rigtigt, at han knyttede sig stærkt til nogen af sine søskende og havde fornøjelse af det. Og denne tilskyndelse, som var mere end broderlig, frastødte hende.

-Jeg ville ønske – sagde hun til dem en dag – at en af jer forelsker sig; at du, Enrique, får kæreste, eller at der præsenterer sig et emne for dig, Elvira.

-Hvorfor? - spurgte hun.

-Så I holder op med at gå sådan sammensmeltet gennem huset med små hviskende historier, halve kærtegn og andet...

-Måske mere... - sagde Enrique.

-Hvordan?

-Fordi hun vil fortælle mig sin kærestes hemmeligheder, ikke også, Elvira? Og jeg vil fortælle hende, det er klart, min kærestes...

-Og I vil more jer begge to over den andens kæreste, ikke sandt?..., hvor smukt!

-Godt, og hvad ville Tanten sige til det? - spurgte Elvira og kiggede Manolita i øjnene.

-Hun ville sige, at man ikke bør lege med hellige ting, og at I er nogle barnerumper...

-Du skal ikke bare gentage Tanten – argumenterede Enrique – det fra evangeliet om, at det er nødvendigt at blive barn for at komme ind i Guds rige...

-Barn, ja! Barnerumpe, nej!

-Og hvordan kender man forskel på barn og barnerumpe?

-Hvad? På deres måde at lege på.

-Hvordan leger barnerumpen?

-Barnerumpen leger, han er voksen. Barnet er ikke som de voksne, hverken mand eller kvinde, men som en engel. Jeg husker at have hørt fra Tanten, at der er sprog, hvor barnet ikke er hverken maskulin eller feminin, men intetkøn...

-Ja – tilføjede Enrique – på tysk. Og frøken er intetkøn...

-Men denne frøken – sagde Manolita og prøvede, uden at opnå det, at farve disse ord med et smil – hun er ikke intetkøn...

-Det er klart, at jeg ikke er intetkøn; det kunne lige passe...!

-Godt, ikke flere barnligheder!

-Barnligheder, nej; børns dumheder, er det det?

-Ja, det er det!

-Godt, og hvordan vil vi kunne kende dem?

-Basta, jeg ønsker ikke at sige mere. Hvorfor? Fordi der er ting, som når man prøver at sige dem, bliver mere utydelige...

-Godt, godt, lille tante – udbrød Elvira og omfavnede hende og gav hende et kys – bliv nu ikke vred, lille tante...

-Nej, og mindst fordi du kalder mig lille tante...

-Det var ikke i ond mening...

-Jeg ved det; men det er det farlige. Fordi hensigten kommer efterfølgende...

Enrique gav sin helsøster et kram og greb den anden, stedsøsteren, under armen og trak hende med sig.

Og Manolita, som så dem fjerne sig, sagde til sig selv: ”Barnerumper? Virkelig barnerumper! Men var det rigtigt af mig at sige, hvad jeg har sagt til dem? Var det rigtigt, Tante?” Hun kaldte mentalt på Tanten. ”Hensigten kommer efterfølgende... Er jeg ikke den, der med mine bebrejdelser giver dem en hensigt, som de ellers ikke ville have haft? Men nej, nej. At de ikke leger på den måde! Fordi de leger...! Jeg håber, de snart finder kærester!”

XXV

Den anden gruppe i familien udgjordes af, ikke Rosita og Ramiro, men af Ramiros kone, Caridad, og hendes svigerinde. Det var Rosita, som søgte Caridad, og hun bragte hende sine beklagelser, bekymringer og mistanker. Fordi hun gik for det meste og beklagede sig. Hun troede, eller i det mindste lod til at tro, at hun var den foragtede, den man ikke forstod. Hun virkede trist og bekymret i venten på, at man skulle spørge hende om, hvad der var i vejen, og da ingen spurgte hende, led hun med det. Manolita spurgte hende mindre end de andre søskende, hun sagde: ”Hvis sandheden er, at hun trænger til omsorg, og at vi beskæftiger os mere med hende, så vil det briste!” Og den bekymrede led med det.

Til sin svigerinde, til Caridad, kom hun for det meste med beklagelser over hendes mand; hun nød at beskylde Ramiro for egoisme. Hans kone lyttede tålmodigt og vidste ikke, hvad hun skulle sige.

-Jeg ved ikke, Manuela – sagde Caridad til hende, hendes svigerinde – hvad jeg skal gøre ved Rosa... Hun kommer altid med klager over Ramiro: At han er hovmodig, at han er egoist, at han er distræt...

-Giv hende ret og sig ja!

-Men, hvordan? Jeg vil give hende vinger?

-Nej, du vil stække hende.

-Jeg forstår ikke. Ydermere er det ikke sandt, Ramiro er ikke sådan!

-Ja, det ved jeg meget godt. Jeg ved, at Ramiro, som andre mænd, kan have sine fejl...

-Og som andre kvinder.

-Ja, klart! Men hans fejl er mænds fejl...

-Droners fejl, ikke?

-Som du vil, Ramiros fejl er mænds fejl, og hvis du synes, droners fejl...

-Og mine?

-Dine, Caridad, dine..., er dronningens!

-Tak! Heller ikke Tantens!

-Men Ramiros fejl er ikke dem, Rosa siger. Han er ikke hovmodig, heller ikke egoist og heller ikke distræt...

-Hvorfor skal jeg så give hende ret, som du siger?

-Fordi det ville være præcis, hvad hun ikke regnede med, det modsatte. Jeg ved det. Jeg kender hende.

En morgenstund, hvor de tre mødtes, Caridad, Manuela og Rosa, begyndte denne et angreb.

R.-Sikken en tid din mand kom hjem på i aftes!

Når hun talte med sin svigerinde, kaldte hun ham aldrig Ramiro eller ”min bror”, men altid ”din mand”.

C.-Hvad galt er der i det?

M.-Og du, Rosa, du var vågen på den tid...

R.-Jeg blev vækket af hans ankomst...

M.-Ja så?

C.-Jeg vågnede næsten ikke...

R.-Sikke en ro!

M.-Her sover Caridad tillidsfuldt, og det gør hun vel i.

R.-Gør hun vel i...? Det forstår jeg ikke.

M.-Det gør jeg. Men du, det ser ud til, at du nyder det..., det er en farlig og meget grim leg...

C.-For Guds skyld, Manuela!

R.-Lad hende, lad tanten...

M.-Med den betoning du nu anvender er tanten her nærmest dig...

R.-Mig? Er jeg tanten?

M.-Ja, dig, dig, Rosa. Hvorfor ønsker du at provokere jalousi hos din søster?

C.-Men hvis Rosa ikke ønsker at gøre mig jaloux, Manuela...

M.-Jeg ved, hvad jeg siger, Caridad.

R.-Ja, hun ved, hvad hun siger...

M.-Her ved vi alle, hvad vi ønsker at sige, og jeg ved, ydermere, hvad jeg siger til mig selv, forstår du mig Rosa?

R.-Tanten ekko...

M.-Måske. Jeg siger dig, at du ville være i stand til at acceptere den værste kæreste, som ville præsentere sig for dig og gifte dig med ham, bare for at provokere ham til at gøre dig jaloux, ikke at du ville gøre ham jaloux...

R.-Gifte mig? Jeg gifte mig? En kæreste? Hvad mener I?

M.-Ja, jeg ved, hvad du siger, selv om jeg ikke ved, hvad du tænker, at du ikke ønsker at blive gift, at du ikke ønsker kæreste. Jeg ved, at du tænker på, om du skulle blive nonne...

C.-Hvordan ved du det, Manuela?

M.-Åh, I tror, at jeg ikke noterer mig jeres hemmeligheder? Fordi de er hemmeligheder...

R.-Godt, og hvis jeg tænker på at blive nonne, hvad så? Hvad ondt er der i det? Hvad ondt er der i at tjene Gud?

M.-Der er ikke noget ondt i at tjene Gud... Men hvis du trådte ind som nonne, ville det ikke være for at tjene Gud...

R.-Nej? Hvorfor så?

M.-For ikke at tjene mændene..., heller ikke kvinderne...

C.-For Guds skyld, Manuela, hvilke ting du siger...

R.-Ja, hun har sine, og jeg har mine... Og hvem har sagt dig, at man ikke fra klostret kan tjene mændene...?

M.-Man kan bede for dem...

R.-Ja, det er klart! Bede til Gud, at han befrier dem for fristelser...

M.-Men det forekommer mig, at du i stedet for at bede ”lad os ikke falde i fristelser” ville bede ”lad mig ikke falde i fristelse”...

R.-Ja, at jeg kun gør, hvad der ikke frister mig...

M.-Du er ikke her for at friste Caridad, din søster? Eller tror du, dette ikke er fristelse? Vil du ikke lade hende falde for fristelsen?

C.-Nej, Manuela, det vil hun ikke. Og ydermere, jeg ved, at jeg ikke er jaloux, at jeg ikke vil blive det, at jeg ikke kan blive det...

R.-Hold op, hold op, Caridad, hold dig fra den lille bi, den stikker..., den stikker...

M.-Det gør ondt hvad? Men så, min pige, klø dig...

R.-Min pige nu, hvad?

M.-Og altid, søster.

R.-Sig mig nu, lille søster, lille bi, har du aldrig tænkt på at lave en bikage, at komme til en bikube...?

M.-Man kan lave voks og honning i verden...

R.-Og stikker...

M.-Ja, og stikker!

R.-Godt, ja, at du, som tante Tula, bliver en tante...

M.-Jeg ved ikke, hvad jeg bliver, men hvis jeg fulgte Tantens eksempel, ville jeg ikke tage en dårlig vej. Eller tror I, at hun tog fejl på sin vej? Har I glemt hendes undervisning? Prøvede hun aldrig at rette på nogen i familien? Ville hun aldrig have påtalt en handling af en af søstrene eller brødrene?

C.-For Guds skyld, Manuela, for mindet om tante Tula, ti nu stille... Og du, Rosa, græd ikke sådan..., op med hovedet..., og dæk ikke ansigtet med hænderne..., græd ikke sådan, min pige, græd ikke sådan...

Manuela lagde sin hånd på skulderen af sin stedsøster og med en stemme, som syntes at komme fra en anden verden, fra den udødelige families evige verden, sagde hun:

-Tilgiv mig, søster, jeg har overdrevet..., men din opførsel har såret mig, jeg har gjort det, jeg tror, Tanten ville have gjort i denne sag..., tilgiv mig!

Rosa faldt i hendes arme og skjulte hovedet ved søsterens bryst, og hun sagde hulkende:

-Den, der skulle bede mig om tilgivelse, er du, søster, du. Men søster..., nej mor..., nej, heller ikke mor...Tante, Tante!

-Det er Tanten, tante Tula, som skal tilgive os og forene os og lede os alle! - konkluderede Manuela.

Søg i denne blog

Tante Tula

Tante Tula

Kommentarer

Send en kommentar